Video : Tipsbladet
Premier League

Mourinho med City-stikpille: Du kan ikke købe klasse

Manchester United-træner Jose Mourinho sender stikpille til Manchester City efter ny dokumentar-serie.

All or Nothing er titlen på en ny dokumentar om Manchester City fra Amazon Prime. Dokumentaren går bag om kulisserne hos Premier League-mestrene, men alligevel er det Jose Mourinho, der stjæler overskrifterne.

I dokumentaren bliver Mourinhos behandling af Kevin de Bruyne i Chelsea kritiseret, mens hans defensive spillestil også står for skud. Manchester City fastslår, at de ikke har bestemt seriens indhold. Den portugisiske manager er dog klar i spyttet omkring dokumentaren.

- Som en rig klub, kan du købe alle de spillere, du vil. Men du kan ikke købe klasse. Man kan sagtens lave en dokumentar, samtidig med at man udviser respekt, siger Jose Mourinho i et interview med Sky Sports.

Dokumentar-serien tager udgangspunkt i Manchester Citys rekord-sæson sidste år. Mourinho mener dog alligevel, at han spiller en stor rolle i serien.

- Jeg burde få betaling, så meget jeg er med i serien,” tilføjer Jose Mourinho.

Jose Mourinho og Manchester United skal i aktion igen søndag kl 17.30, hvor de besøger Brighton.