Video : Tipsbladet
Premier League

Peter Schmeichel forsvarer Mourinho: Kan vinde Premier League

Den danske Manchester United-legende Peter Schmeichel kalder på tålmodighed fra United-fansene.

Der har været nok problemer at tage fat i hos Manchester United i starten af denne sæson.

Efter andenpladsen i seneste sæson skulle dette endelig være året, hvor klubben igen kunne løfte det engelske mesterskab, men opstarten har været præget af manager José Mourinhos beklagelser, et muligt Paul Pogba-exit og dårlige resultater. 

Seneste lavpunkt for Manchester United var hjemmebanenederlaget på 3-0 til Tottenham, og på trods af at "De Røde Djævle" søndag vandt over Burnley ude, spekuleres der stadig i, om José Mourinho er den rette mand i spidsen på Old Trafford.

Nu tager den danske målmandslegende og tidligere United-spiller Peter Schmeichel dog portugiseren i forsvar og beder om tålmodighed:

- Han (José Mourinho red.) har været i store klubber. Real Madrid, Inter. Han vandt Champions League med Porto og tre mesterskaber i Chelsea. Han har opnået mange store ting. 

- Men Manchester United er bare et helt andet niveau. Kritikken, traditionerne og historien er med i ligningen hver eneste dag. Sidste sæson sluttede vi som nummer to efter at være blevet nummer fem året før det. Vi er direkte i Champions League i denne sæson, vi har vundet Europa League og været i to FA Cup-finaler. 

- Det er flot. Ja, vi vil gerne have mere, men det er den rigtige retning. Hvis vi giver ham tid og tålmodighed, og hvis vi forstår, at det her en periode, hvor vi skal udvikle os, så kan vi vinde Premier League, siger Peter Schmeichel ifølge Sky Sports.

Peter Schmeichel nåede at spille 339 kampe for Manchester United i perioden fra 1991 til 1999.