Premier League

Wenger har store forventninger til Giroud

Arsene Wenger har stor tiltro til Olivier Giroud, som blev hentet til Arsenal fra Montpellier.

Forrige sæsons topscorer i den franske Ligue 1 skal i den kommende sæson forsøge at bombe i den engelske Premier League. Olivier Giroud skiftede for et par uger siden Montpellier ud med Arsenal.

I London skal Olivier Giroud spille under Arsene Wengers kyndige vejledning, og Arsenal-manageren tror på, at hans landsmand bliver en succes på Emirates Stadium.

- Jeg købte ham, fordi han er en rigtig centerforward-type, og så er han en intelligent spiller. Han udviklede sig sent som spiller, og jeg er overbevist om, at han kan forene sig med den måde, vi spiller på. Jeg tror, han kan tilføre vores spil noget nyt, da han er dygtig i luftrummet, siger Wenger til Arsenal Player og tilføjer:

- Han er en fysisk stærkt spiller, og jeg synes, han besidder nogle kvaliteter, som er nødvendig i vores trup. Forhåbentlig er han selv i stand til at bevise det.

Olivier Giroud scorede 21 gange for Montpellier i sidste sæson.