Video : Tipsbladet
La Liga

Detaljer af Griezmanns kontrakt med Barcelona afsløret

I de kommende fem år får Antoine Griezmann bestemt ikke problemer med at få råd til at få mad på bordet derhjemme.

Tirsdag bød på en spændende melding fra den franske stjernespiller, Antoine Griezmann, som offentliggjorde, at tiden i Atletico Madrid var ved at synge på sidste vers. I den forbindelse peger det meste på, at han skal til FC Barcelona.

Det skriver den store franske sportsavis L'Equipe også, og har er man tilsyneladende fundet ud af, hvordan kontrakten med den catalanske storklub bliver.

De kan fortælle, at det bliver til en fem-årig aftale for Griezmann, som angiveligt kan se frem til en årsløn på over 120 millioner kroner, som dermed er lidt mere end to millioner kroner om ugen.

Selvom det lyder af meget, så er det ikke helt ligeså meget, som han tjener i Atletico Madrid, men sportsavisen peger dog på, at han vil tjene ekstra på sponsorater og marketing på Camp Nou.

Forhandlingerne mellem Atletico Madrid og Barcelona tog fart efter den spanske hovedstadsklubs samlede nederlag til Juventus i Champions League-ottendedelsfinalen, og aftalen skulle sådan set have været på plads siden marts, forlyder det.

Prisen for Griezmann bliver nok på 900 millioner kroner, som er franskmandens frikøbsklausul fra 1. juli.