Officielt: Arsenal-forsvarer solgt til spanske Valencia
Foto: Julian Finney/Getty Images
La Liga

Officielt: Arsenal-forsvarer solgt til spanske Valencia

Gabriel Paulista blev aldrig for alvor en del af Arsenals startende spillere, og nu sælger klubben ham til Valencia.

Forsvarsspilleren, der kom fra Villareal i 2015 med et prisskilt på 91 millioner kroner, nåede samlet set at spille 64 kampe for Arsenal på tværs af alle turneringer. Valencia har dog netop gjort en ende på spillerens Arsenal-karriere ved at præsentere spilleren på hjemmesiden.

Den 26-årige profil har senest været på Arsenals bænk grundet en alvorlig knæskade siden slutningen af sidste sæson. Til åbneren i Premier League var Gabriel Paulista ikke medtaget i Arsene Wengers kamptrup.

Brasilianeren har skrevet under på en kontrakt, der foruden at løbe frem til juni 2022, har en frikøbsklausul på 594 millioner kroner. Lørdag vil spilleren uddybe sit skifte til interesserede medier, informerer Valencia på sin hjemmeside.

Daily Mail mener, at transferudgiften for Valencia ligger på omtrent 81 millioner kroner, men den officielle transfersum har den spanske klub udeladt at præsentere. Dog forsikrer klubben, at fansene potentielt set kan se frem til at opleve midterforsvareren i de næste fem sæsoner hos Valencia.