Video : Tipsbladet
La Liga

Ramos om Barcelonas store forspring: Det kan koste os titlen

Otte point har Real Madrid op til FC Barcelona, og det ser Sergio Ramos meget kritisk på. Forsvarsspilleren bevarer dog et lille håb.

Real Madrid har ikke råd til at tabe mange point, når den catalanske storklub, FC Barcelona, formår at hente point i hver eneste kamp i La Liga. Det er Sergio Ramos naturligvis klar over, og derfor står Real Madrid i øjeblikket over for en svær periode.

- Det er ikke første gang, vi er bagud med otte point, men vi er nødt til at lære af vores fejl, så vi ikke begår dem igen. Vi vil forsøge at hente så mange point som overhovedet muligt, for med denne point-difference og med Barcelona, der ikke taber så ofte, kan det koste os mesterskabet, siger Sergio Ramos til det spanske medie, AS.

Det kan dog være svært kun at fokusere på La Liga, eftersom mandskabet har et vigtigt opgør mod Tottenham på onsdag.

- Alt går så hurtigt hos en klub som Real Madrid, så vi har ikke tid til at have ondt af os selv eller nyde sejrene, for nu er vi nødt til at koncentrere os om Champions League, tilføjer forsvarsspilleren.

Aktuelt ser det ud til, at Real Madrid også skal følge med Valencia, der placerer sig på andenpladsen i La Liga. Zinedine Zidanes tropper er at finde på tredjepladsen med 20 point efter ti kampe.