Video : Tipsbladet
La Liga

Spansk avis: Real Madrid går efter Eriksen til sommer

Real Madrids præsident Florentino Pérez sætter ifølge spanske AS alle sejl ind på at hente Christian Eriksen til kongeklubben til sommer

Der render en dansker rundt i engelske Tottenham, som har udviklet sig til en af de bedste i verden på sin position. Christian Eriksens præstationer for Tottenham i Premier League og Champions League har sendt ham helt op blandt verdens allerbedste offensive midtbanespillere, og det skaber interesse blandt verdens største klubber.

Særligt de to spanske giganter, Real Madrid og FC Barcelona, har eftersigende haft Eriksen på radaren. Og nu håber førstnævnte på, at de kan udnytte tidligere handler til at lokke Tottenham til et salg.

Real Madrid har tidligere lavet store handler i engelske Tottenham, hvor både Gareth Bale og Luka Modrić er blevet købt for store beløb. Derfor håber de ifølge den spanske avis AS, at de kan udnytte det relativt gode forhold til Tottenham og formand Daniel Levy til at lave en handel om den danske stjerne.

Christian Eriksen tøver med at sætte sin signatur på en kontraktforlængelse, og den nuværende kontrakt udløber i 2020. Derfor har han kun et år tilbage af kontrakten til sommer, hvorfor det meget vel kan være sidste chance for Tottenham, hvis de skal have penge for ham.

Dette håber Real Madrid kan bringe prisen på danskeren ned. Samtidig spekuleres der i, om Isco, der ikke får meget spilletid for Los Blancos, kan indgå som en del af handlen, så prisen på Christian Eriksen presses yderligere ned.