Video : Tipsbladet
Serie A

Sampdoria forhandler med Arsenal: Presser prisen på Joachim Andersen

Arsenal er ude efter både Joachim Andersen og Dennis Praet fra Sampdoria, men italienerne er ikke tilfredse med det første bud.

Sommeren er kommet, og dermed er der også åbnet op for transfers over hele Europa. Hvis forhandlingerne mellem klubberne ikke allerede var i gang, så er de det nok efterhånden nu, og det lader til, at det kan minde om en markedsplads i middelhavsområdet, hvor der bliver pruttet om prisen.

Det ser nu også ud til at være tilfældet i mellem engelske Arsenal og italienske Sampdoria, hvor englænderne eftersigende er ude efter at hente både Dennis Praet og den danske midterforsvarer Joachim Andersen. 

Ifølge den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport har Arsenal i første omgang budt omkring 360 millioner kroner for dem begge, men Sampdoria kræver angiveligt 410 millioner kroner.

Dette skyldes ifølge avisen, at Sampdoria vurderer, at Joachim Andersen er 225 millioner kroner værd, mens Praet er 185 millioner kroner værd, og dermed må London-klubben altså komme med et højere bud, påpeges det.

Arsenal er dog ikke den eneste klub, der skulle være ude efter de to spillere. Milan er ligeledes ude efter dem, ligesom de også sigter efter at få Sampdorias træner Marco Giampaolo til klubben. 

Hvis det lykkes for Arsenal at hente Andersen og Praet, så er det ikke første gang, at de laver en handel med Sampdoria. Det samme gjorde de sidste sommer, hvor de hentede Lucas Torreira til klubben for omkring 225 millioner kroner.