Video : Tipsbladet
Skandinavien

Rieks om rutsjebane-sæson i Malmø: Vi var længe om at vende det

Meget gik skævt i foråret for Søren Rieks og Malmö FF, som kostede Magnus Pehrsson trænerjobbet. Siden kom Uwe Rösler, som var med til at vende skuden for holdet.

På den anden side af Øresund har Malmö FF i de seneste år udviklet sig til at være Sveriges største klub, men i denne sæson gik det skævt for danskerklubben. Det fortæller den tidligere EfB-spiller Søren Rieks om i den svenske podcast Lundh.

Her slår den danske offensivspiller fast, at forskellen mellem forårssæsonen og efterårssæsonen var meget stor i den svenske liga, der følger kalenderåret. Han kalder det mildt sagt en katastrofe.

- Det gik rigtigt godt i presæsonen, hvor vi vandt alle vores kampe i cuppen og kom i finalen. Det gik måske lidt for nemt. Vi havde ingen modgang i lang tid i opstarten, og det havde man nok heller ikke været vant til i Malmö, at der gik lang tid, hvor det ikke gik godt. siger han og fortsætter:

- Ansvaret ligger både i spillergruppen og blandt lederne, at man skal gøre de dårlige perioder så korte som muligt. Vi var ikke tilstrækkeligt dygtige til det, da det tog lang tid at vende det, lyder det fra Rieks.

Derfor endte det også med, at klubben fyrede Magnus Pehrsson som cheftræner og ansatte Uwe Rösler i stedet. Her fortæller Rieks, at Rösler er en meget kontant træner, som ikke holder noget tilbage, ligesom han ikke finder sig i, hvis folk kommer få minutter for sent til træning. Her var Pehrsson en anderledes træner, når det kommer til fokus, forklarer Rieks.

- Magnus er meget interesseret i analyse og video. Nogle gange tror jeg, at han har overanalyseret tingene lidt, men jeg kunne godt lide hans træning. Der var meget spil og boldbesiddelse, men det er svært at sige lige efter, at vi har vendt det hele. Vi er en gruppe af gode spillere, fortæller Rieks.

Det lykkedes nemlig for Malmø-klubben at komme godt igen i efteråret, hvor det lykkedes dem at komme med i Europa League-gruppespillet, da man slog FC Midtjylland ud i den sidste kvalifikationsrunde, ligesom man også nåede op på tredjepladsen i den bedste svenske række.