Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-træner glæder sig over tiltrængt hjemmesejr: Vi skal bygge på herfra

Jacob Friis glæder sig over fredagens tiltrængte hjemmesejr over SønderjyskE.

Da AaB fredag aften vandt 3-0 over SønderjyskE på Aalborg Portland Park, var det ikke blot AaB's første sejr i foråret. Det var nemlig også første gang siden august, at nordjyderne vandt en kamp på eget græs.

Det var derfor en ekstra vigtig sejr for AaB, og nu skal de forbedre sig endnu mere.

Det understreger AaB's cheftræner, Jacob Friis, der ikke håber at have den samme snak om yderligere et halvt år.

- Det er altid dejligt at vinde fodboldkampe, og vi erkender blankt, at vi har haft en forfærdelig statistik. Om et halvt år står vi forhåbentligt ikke med den samme snak. Vi skal bygge på herfra, siger Friis til Ritzau.

Hjemmebanesejren over SønderjyskE betyder, at AaB ikke længere er Superligaens dårligste hold på hjemmebane. Den tvivlsomme ære tilfalder i stedet deres nordjyske naboer Vendsyssel FF, der har hentet ni point på hjemmebane i denne sæson.

Derudover betyder sejren, at AaB i øjeblikket er nummer fem i Superligaen med 31 point efter 23 kampe. Flere hold kan dog overhale dem, inden denne Superliga-runde er færdigspillet.