Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-direktør: Vi spiller ikke CL-hymnen efter et par gode resultater

AGF-direktør Jacob Nielsen ser frem til den nervepirrende afslutning på Superligaens grundspil.

To runder resterer af grundspillet i Superligaen, og AGF jagter en plads i top seks, som giver adgang til mesterskabsspillet. Det er århusianerne dog langtfra ene om.

I en uhyre tæt Superliga kæmper otte hold om de sidste fire pladser efter FC København og FC Midtjylland - af de otte hold har især OB gode kort på hånden, så det kan blive fugl eller fisk for en klub som AGF.

Direktør Jacob Nielsen krydser naturligvis fingre for en top seks-placering, selv om klubben har budgetteret med en ottendeplads, og han ser en rigtig god udvikling i den århusianske klub, der blot er endt i top seks to gange i løbet af de seneste 18 år og derfor har måttet høre for meget.

- Jeg forstår fuldt ud, at vi bliver målt på resultaterne, for det er det, folk kan se. Under overfladen, hvis jeg må bruge metaforen om et isbjerg, så sker der så mange ting, ingen aner noget om. Og der kan jeg som direktør se, at alt, vi arbejder for, bevæger sig i den rigtige retning. Talentudvikling, førsteholdet, PC's arbejde med truppen, vores træningsanlæg, et nyt stadion, vores sponsorarbejde og opgraderingen af det kommercielle setup. Det er min 17. sæson som direktør i en fodboldklub, og jeg kan se, at resultaterne vil komme, når vi er inde i den positive udvikling, vi befinder os i, siger Jacob Nielsen til Tipsbladet og fortsætter:

- Men vi læner os ikke tilbage. Det kræver fortsat benhårdt arbejde alle steder i klubben, for der er ikke noget særligt i vandet i Aarhus, som gør, at vi bare er bedre end alle andre. Det er det, de har forstået ude på Heden og nede i Haderslev hos SønderjyskE, og det som har givet de to klubber så stor succes, som de relativt har haft.

- Det er ikke os internt i AGF, der kommer med profetier om topplaceringer, og som giver sig til at spille Champions League-hymnen efter et par gode resultater, det er alt sammen noget, der kommer udefra. Vi holder snuden i sporet, og vi ved, hvor meget arbejde vi har foran os. Det ændrer de næste to kampe ikke på.

AGF møder OB på hjemmebane på mandag, mens grundspillet afsluttes med en udekamp mod AaB.