André Rømer klar til at tage Izunnas plads
Illustration
Superliga

André Rømer klar til at tage Izunnas plads

Glen Riddersholm skal finde en erstatning for Izunna Uzochukwu på den defensive midtbane, og her er André Rømer et af de bedste bud.

André Rømer er startet inde i fire af fem Superliga-runder i foråret, hvor han har ligget på den centrale midtbane ved siden af Jakob Poulsen og lige foran Izunna Uzochukwu. Nu er Izunna ude resten af sæsonen, og Femi kan være det samme.

Derfor skal Glen Riddersholm finde en ny defensiv midtbanemand, og her ligner André Rømer et rigtig godt bud, mens også Kristian Bak og Jakob Poulsen kan blive rykket derind. Peger Ridddersholm på Rømer, vil det passe ham rigtig fint.

- Jeg føler, jeg er klar til at påtage mig den opgave, hvis Glen vælger mig. Faktisk er jeg mere tryg ved at spille den defensive midtbaneposition. Den har jeg spillet meget tidligere, så det bliver ikke et problem, men det er træneren, der bestemmer, siger André Rømer til tipsbladet.dk.

Når man taler med Glen Riddersholm, fremhæver han ofte holdets evne til at finde nye løsninger, når holdet bliver ramt af skader. André Rømer er en af dem, der i dette forår har profiteret meget på det, idet han har spillet den plads, Petter Andersson nu er kommet tilbage til.

- Det har været mit held, at der har været skader. Jeg har fået chancen, og så gælder det om at gribe den. Mit forår har været godt, og jeg er tilfreds med mine fire starter. Jeg føler, jeg greb chancen i opstarten til sæsonen i de træningskampe, vi spillede, så jeg har været rigtig godt tilfreds.

Om Rømer starter eller ej, så sukker han efter at få en sejr efter to 1-0 nederlag. Det vil lune på selvtillidskontoen og i toppen af Superligaen, hvor nummer to AaB og nummer tre FC København mødes og tager point fra hinanden.

- Vi ved, at mindst ét af de to hold taber point, så det er jo fint, men vi kan ikke blive ved med at håbe, at de andre taber point. Det bliver svært mod Randers, for de er et godt hold - især på omstillinger. Vi skal dog fokusere mest på os selv og på at have bedre possession, og så skal vi være skarpere i den sidste aflevering på deres banehalvdel, siger Rømer.

André Rømer har spillet 16 Superliga-kampe i denne sæson. Han er startet inde fem gange, men kom ikke på banen senest mod FC Nordsjælland.