Bedst og værst: Verbic stepper op og fokus på Santander
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Verbic stepper op og fokus på Santander

Tipsbladet.dk zoomer ind på 1-1-kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Superligaens mesterskabsslutspil.

FC København - FC Nordsjælland 1-1 (0-0)

Kampens bedste:

FC København:

Benjamin Verbic har været udskældt og haft svært ved at bryde igennem på et bundsolidt FCK-hold, men søndag aften gik han forrest i Parken. I en tam første halvleg var han manden med idéerne, samt hjemmeholdets farligste mand og i anden halvleg krydrede han præstationen med et sikkert straffesparksmål.

FC Nordsjælland:

Marcus Ingvartsen. Det kan ellers synes mærkeligt, når FCN-skarpretteren begik straffesparket mod Andreas Cornelius, men det er i den grad format fra en ung mand at svare igen, som Ingvartsen gjorde. Få øjeblikke efter FCK’s mål får angriberen en stikning og sparker bolden kvivskarp ind i det lange hjørne.

Kampens værste:

Federico Santander kæmpede sig ikke frem til det meget, men misbrugte det, han kom i nærheden af. Og det blev ikke bedre af, at angriberen kom i i hvert fald tv-producernes fokus med et grimt trælår på Emiliano Marcondes i første halvleg, mens Santanders frustration også måtte gå ud over Andres Maxsø.

Kampens detalje:

Der var i det hele taget masser af tv-tid til Santander, hvilket kan synes paradoksalt i takt med, at angriberen havde en af sine mere anonyme dage spillemæssigt. Tilsyneladende ville Santander gerne sparke det straffespark, Verbic senere eksekverede, hvilket førte til, at paraguayaneren ikke deltog i FCK’s jubel over målet.