Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Rygaard viste vejen for de unge drenge

FC Nordsjælland tog søndag en 2-0 sejr over Vejle Boldklub. Tipsbladet.dk zoomer ind på kampen her.

FC Nordsjælland – Vejle Boldklub 2-0 (1-0)
1-0 Andreas Skov Olsen 8'
2-0 Jonathan Amon 92’

Kampens bedste:
FC Nordsjælland:
Selvom han blev skiftet ud efter en times spil, så viste Mikkel Rygaard klassen. Med frække detaljer, godt overblik og ro på bolden var han en fornøjelse at overvære på den nordsjællandske midtbane. Med lidt mere held og dygtighed fra spillerne foran ham, havde han også været noteret for en assist. Det er imponerende, hvor mange kreative typer FC Nordsjælland råder over. Derudover klædte det FC Nordsjælland at have anfører Victor Nelsson tilbage, der spillede en stærk kamp i det nordsjællandske forsvar.

Vejle Boldklub:
Vejle var godt med i dagens kamp, men offensivt blev de aldrig helt farlige. Ylber Ramadani og Jacob Schoop på den centrale midtbane spillede en god kamp, hvor de med en enorm arbejdsiver og løbepensum fik sat Vejles spil og stoppet farlige FC Nordsjælland-angreb. Alan Sousa viste også fine takter, men han var ikke kampafgørende, som man har set brasilianeren være tidligere i sæsonen. Desuden holdte Pavol Bajza Vejle inde i opgøret med sin redning på Kudus’ friløber.

Kampens værste:
Vejles dødbolde manglede kvalitet. FC Nordsjælland var sårbare på standardsituationer i midtugen, men især hjørnesparkene fra Vejle var ikke skarpe nok. Desuden var Mellker Hallberg ved at få en mareridtsdebut, da han på sin første boldberøring som Vejle-spiller sendte Kudus i dybden til en friløber. Han slap dog med skrækken, da Kudus brændte alene med Pavol Bajza. 

Kampens detalje:
Kampens eneste mål blev scoret af Andreas Skov Olsen, men det var assisten til målet, der var helt genial. Godsway Donyohs maskerede stiking kom helt bag på Vejle-forsvaret, og det gav Andreas Skov Olsen muligheden for at bringe FC Nordsjælland i front.