Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby tester formen mod tysk kultklub

Brøndby IF møder kultklubben FC St. Pauli i sidste testkamp før sæsonstarten.

Brøndby IF's sidste test inden sæsonstarten bliver mod den tyske kultklub FC St. Pauli. Det meddeler de blå-gule på klubbens hjemmeside.

Den tyske 2. Bundesliga-klub gæster Brøndby Stadion den 8. juli klokken 15.00, og det er anden gang på få år, at klubben fra Hamborg er på besøg i Danmark. I 2015 mødte tyskerne BK Frem i en testkamp og vandt 3-2 i et opgør, hvor de mange medrejsende St. Pauli-fans skabte en flot ramme om sommerkampen i Valby.

- FC St. Pauli er en interessant modstander, der teknisk såvel som fysisk vil kunne udfordre os. Vi har bevidst valgt at sidste kamp i pre-season skal være mod en modstander, som kan give os kvalificeret modspil, ligesom vi også bevidst har valgt at spille den sidste kamp, før Alka Superligaen starter her på Brøndby Stadion. Vi ønsker at takke Brøndby-fansene for den store støtte, de viste os igennem hele sidste sæson, men også for den enorme opbakning vi generelt oplever i øjeblikket.

- Vi har aldrig oplevet en så stor opbakning og interesse for sæsonkort som denne sommer, hvor vi de sidste par uger har fornyet og solgt rekordmange sæsonkort til den nye sæson. Det fællesskab er unikt i dansk fodbold, og som en lille tak giver vi derfor gratis adgang til alle sæsonkortholdere til kampen mod FC St. Pauli, siger sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Opgøret vises desuden direkte på TV3 Sport 1.