Video : Tipsbladet
Superliga

Bundu er glad for sin udvikling: Det første år var jeg bare en dreng

Mustapha Bundu har løftet sit niveau for AGF, hvor han er vokset i de tre seneste år. Og så har han fået fast spilletid.

Dem, der så Mustapha Bundu på træningsbanen, var aldrig i tvivl om, at den unge sierraleoner havde potentiale. Det var bare for sjældent, han viste det, når AGF spillede kamp. Det er forandret nu.

I begyndelsen af denne og slutningen af sidste sæson har Bundu vist sig som en af sit holds farligste spillere, og senest kårede hjemmepublikummet ham til kampens spiller, da AGF slog Esbjerg fB 1-0 før landskampspausen. Bundu havde dog ikke nogen pause, men debuterede i stedet for Sierra Leone.

Offensivspilleren glæder sig over, at det går godt for ham personligt, men det bunder alt sammen i, at det også går godt for holdet.

- Der er mange ting, jeg kan gøre bedre, og jeg lærer noget hver dag fra trænerne, spillerne, fra forskellige mennesker. Men jeg er glad for den måde, jeg spiller i øjeblikket. Det går godt. Så det handler bare om at fortsætte. At vinde kampe er det vigtigste. Når holdet spiller godt, kan de individuelle spille også skinne. Det er det, vi gør i øjeblikket. Vi spiller som et hold, siger Mustapha Bundu til tipsbladet.dk.

Læs også:Bundus drøm gik i opfyldelse: Fik debut for landsholdet

Han var ikke med, da AGF med hiv, sving og forlænget spilletid vandt 6-2 mod Marstal/Rise onsdag aften, fordi han har været af sted med landsholdet. Han får dog mulighed for at fortsætte sin fine form, når AGF møder AaB på søndag.

Men hvad er det, der har gjort Bundu så afgørende?

- Jeg har lært meget. Jeg har været her i tre år. Det første år var jeg bare en ung dreng, og det gjorde mig måske glad, bare jeg var med i truppen. Det andet år begyndte jeg at spille flere og flere kampe. I slutningen af sidste sæson spillede jeg fast, og det er en af årsagerne. Når man får minutter og minutter, fortsætter man bare. I denne sæson har jeg også spillet mange kampe, så det handler om at holde det i gang, have momentum, spille kampe, lave oplæg, score mål. Det er sådan, jeg hjælper holdet, siger Bundu.

Selv om hans primære opgave er at score og lægge op til mål, mener han, at AGF's kollektive succes kommer fra et stærkt forsvar. Det har ikke lukket mål ind i de fire seneste Superliga-kampe, og så taber man jo i hvert fald ikke, ræsonnerer Bundu.

Læs også:Bundu på landsholdet igen efter udelukkelse: Det var den største kamp i 40-50 år

- Jeg er taknemmelig for, at folk lægger mærke til, hvordan vi gør det. Det er en god tid for AGF. Nu skal vi bare fortsætte, vinde flere kampe og give fansene alt, hvad de fortjener. Det var en hård start, men nu har vi vundet tre kampe i streg, siger han.

- Det vigtigste er, at vi spiller som et hold og har holdt fire clean sheets i streg. Folk kigger på, at vi har vundet, men man vinder også kampe ved at forsvare sit mål. Hvis man ikke forsvarer sit mål, scorer man måske selv, men så scorer de andre også, og så vinder man ikke kampen.

Om Mustapha Bundu og AGF også lykkes med at holde nullet for femte kamp i streg, får vi at se på søndag, når AaB gæster Ceres Park. Der er kick off klokken 12.

Læs også:Målproblemer og krise fortsætter for Esbjerg