Video : Tipsbladet
Superliga

Conboy: Vi skal slås for livet nu

Randers FC skal forbedre sig over hele linjen, hvis de skal overleve i Superligaen. I dag leverede de endnu en miserabel præstation mod FC Midtjylland, siger Kevin Conboy.

Randers FC har haft det overordentligt svært i Superligaen, men de sidste kampe har der været spillemæssig fremgang. Da de i dag rundede efterårssæsonen af på hjemmebane mod FC Midtjylland, var det imidlertid et kronjysk hold, som så ud til at være bombet flere måneder tilbage.

Det første lange stykke tid Randers FC kun bagud med et enkelt mål, men efter pausen krakelerede de fuldstændig og så yderligere tre mål gå ind, så de tabte 4-0. 

Præstationen var under al kritik fra backspilleren Kevin Conboy, der siden sin genkomst til dansk fodbold har fået fem kampe i den lyseblå trøje.

- Det var en mindre god kamp for os i dag. Uanset om det er FC Midtjylland eller ethvert andet hold, er det her en fuldstændig uacceptabel præstation for os i dag. Vi spiller meget naivt som hold, og vi skal sørge for at blive i kampen i længere tid. Det giver os bedre forudsætninger for at få point.

- Vi løber lige i kniven i dag, og det er ikke godt nok, at vi lukker et par mål ind på kontraer. Vi har en masse, vi skal arbejde med, men vi har heldigvis en vinterpause til at rette op på det. Vi skal få styr på – hellere i går end i dag, siger Kevin Conboy til tipsbladet.dk.

Conboy forklarer endvidere, at det var et idéforladt og uinspireret Randers FC-mandskab, der løb nærmest hovedløst rundt på banen.

- Vi har for lidt bevægelse og tager forkerte valg, når vi har bolden. Jeg synes, vi stresser lidt for meget. Vi skal være lidt roligere og turde at spille. Vi skal også arbejde på det offensive, for det er ikke tilfredsstillende at skabe så lidt, som vi gør i dag. Det formåede vi ikke i dag, forklarer Conboy.

Med nederlaget overvintrer Randers FC på den noget misfornøjede sidsteplads med to point op til FC Helsingør. Den plads havde de ellers spillet sig væk fra, men nu er de altså atter bundprop. Kevin Conboy forsøger dog ikke at tænke videre over det, men han anerkender, at der skal ske drastiske ændringer i vinterpausen.

- Man skal ikke gøre det værre, end det er. Om vi ligger på sidstepladsen eller nummer næstsidst gør ikke den store forskel, når afstanden ikke er større. For os handler det om at tage os sammen, og det starter vi på efter vinterpausen.

- Vi skal acceptere, at vi slås for livet nu – ikke kun for os, men vi fansene, menneske i klubben, administrationen, vores egne familier. Mange af spillerne har ambitioner og drømme, og en nedrykning bringer ikke nogle af os nogle vegne. Jeg håber, at alvoren er gået op for os alle sammen, afslutter Conboy.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.