Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen: Vi er ekstremt solide

Alle andre hold end AGF har nu tabt i Superligaen, og nu mangler der blot en skarpere offensiv, vurderer David Nielsen.

Efter femte runde i Superligaen er AGF det eneste hold, der endnu ikke har lidt et nederlag. Inden kampen mod Randers FC var det blevet til en enkelt sejr og tre uafgjorte, og i dag blev der føjet endnu en uafgjort kamp til listen.

I en kamp uden de store chancer i nogen af enderne spillede AGF 0-0 mod Randers FC, og på trods af manglende sejr kan David Nielsen glæde sig, at de er ubesejrede endnu. Nu mangler der bare lidt offensiv kvalitet.

- Vi er ekstremt solide, og vi er svære at slå. Vi mangler bare lige at finde puslespillet oppe foran. Det er ingen hemmelighed. Det er selvfølgelig en god fornemmelse, at vi ikke har tabt endnu. Vi har haft mulighederne for at få flere point, men vi har præsteret godt.

- Vi har præsteret godt, men jeg ved ikke, om folk kommer for at se Barcelona. Vi er et holdt, som har haft svært ved at være konstante, men vi arbejder knaldhårdt for at skabe resultater over tid, siger David Nielsen til tipsbladet.dk.

David Nielsen påpeger, at AGF havde svært ved at komme frem til nøglesituationerne i kampen, hvilket nulløsningen også vidner om.

- Vi mangler lidt at blive farlige i de afgørende momenter. Vi mangler lidt kræfter på kanterne, og vi havde svært ved at komme frem til chancerne. Vi mangler den sidste kvalitet til at spille chancerne store nok. Vi spillede lidt for langsomt, men kom bedre med i anden halvleg uden at blive helt farlige, forklarer David Nielsen.

I næste uge venter der en hård opgave for AGF, når de skal op mod FC København.