Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: AGF tog den flotteste skalp i mange år

Tipsbladet.dk zoomer ind på syvende runde runde af Superligaen.

Syvende spillerunde i Superligaen er næsten færdigspillet, og det blev en runde med masser af underholdning og flotte mål.

Silkeborg IF kom på pointtavlen for tredje kamp i træk, mens FC Midtjylland og FC København vandt i den modsatte ende af tabellen og lægger mere og mere afstand til forfølgerne. Hobro viste igen, at de er meget vanskelige at få skovlen under.

Tipsbladet.dk zoomer her ind på nogle af de svar, vi fik i syvende runde.

AGF tog den flotteste skalp i mange år

Det har ofte været svære tider i AGF, og denne sæson startede da også skidt for århusianerne, men søndag eftermiddag tog David Nielsens mandskab en skalp, der potentielt ikke bare giver en smule medvind, men kan blæse en hel orkan af optimisme ind over Fredensvang.

AGF tog til Brøndby og vandt en fuldt fortjent 3-0-sejr. Vejret var godt, der var mange gulklædte mennesker på stadion, og hjemmeholdet kom med en flot 2-1-sejr over AaB i bagagen, så det trak op til en vanskelig aften for AGF, men gæsterne høstede altså en imponerende triumf - det er svært lige at genkalde sig en større triumf de seneste mange år. 

AGF kunne have fedtet sig til en lidt heldig 1-0-sejr, og udbyttet havde været det samme på pointtavlen, men måden, sejren kom i hus på, må i den grad give optimisme i Danmarks næststørste by. 

Nu handler det om at fastholde momentum - på en eller anden måde vil det være ret "AGF-agtigt" at tabe til bundholdet Esbjerg fB i næste runde. 

Krisen lurer i Randers FC

Hos AGF's rivaler fra Randers FC er der knap så meget at smile af.

Kronjyderne leverede en jammerlig indsats søndag middag og tabte 0-2 på udebane til Lyngby, hvilket efterlader Thomas Thomasbergs mandskab med blot én sejr i de første syv kampe. Randers FC har nu tabt tre kampe i træk.

I en sæson, hvor tre hold rykker ned, er der ikke rum til ret mange fejltagelser, og Randers FC bør være for gode til at ende i suppedasen. Der er i høj grad noget at tænke over for Thomas Thomasberg. 

FC Midtjylland har fået et nyt udtryk

FC Midtjylland er blevet et lidt andet FC Midtjylland under Brian Priske.

Den 10. september 2017 opfandt Jess Thorup tremandsforsvaret i FC Midtjylland, og han slap det løs i et opgør mod FC København i Telia Parken. Lige siden har det været indgroet hos de danske vicemestre, men nu er der tilsyneladende kommet andre boller på suppen.

I kølvandet på Kenneth Andersens opsigelse har Brian Priske overtaget cheftrænerjobbet, og han lagde ud med en klassisk firebackkæde. Noget, man altså ikke har set i FCM i to år.

Projektet lykkedes til fulde, og FC Midtjylland leverede den måske bedste præstation i sæsonen ved at besejre SønderjyskE 2-0 på udebane. Den store taber i Brian Priskes puslespil kan meget vel blive midtstopperen Rasmus Nicolaisen, som formentlig har udsigt til flere kampe på bænken.

Den nye chef i FC Midtjylland har sat sit præg.