Dom i Parken-sagen: Don Ø og Glistrup idømt fængsel for kursfup
Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto
Superliga

Dom i Parken-sagen: Don Ø og Glistrup idømt fængsel for kursfup

Den tidligere Parken-direktør Jørgen Glistrup er blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel, og den tidligere formand Flemming Østergaard er blevet idømt fire måneders ubetinget for kursfup.

I dag tirsdag er der faldet dom i sagen om kursmanipulation fra den tidligere ledelse i Parken Sport & Entertainment, og det har kastet i alt 10 måneders fængsel af sig.

Den forhenværende direktør Jørgen Glistrup er blevet idømt seks måneder bag tremmer, mens den tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard får fire måneder. Begge ankede dommen på stedet.

De to havde nægtet sig skyldige, men blev altså alligevel fundet skyldige i retten tirsdag eftermiddag. Sagen har kørt siden december 2014 og handler om opkøb af aktier i Parken for 113 millioner i 2007 og '08. 

Formålet var, ifølge anklageren, at sikre, at Parkens kurs ikke faldt i perioden november 2007 til august 2008. Glistrup og "Don Ø", som Østergaard er kendt, har dog hele tiden fastholdt, at aktierne kun blev opkøbt i overensstemmelse med efterspørgslen til virksomhedskøb og optioner til ledende medarbejdere.

Kort før dommen faldt, suspenderede Parken al handel med sine aktier. Man agter dog at åbne handelen igen, når man har forholdt sig til dommen.