Superliga

Ekspert: Brøndby kan gå konkurs

Fodbolddebattøren og økonomieksperten Fernando Olsen mener, at Brøndby har brug for mere end 'en rig onkel'.

Tirsdag formiddag meddelte Brøndby, at samarbejdet med direktør Jan Lockhart er ophørt, og at der nu skal findes en ny direktør. I sidste uge havde Jan Lockhart sat ord på en række problemer i et interview med Tipsbladet, og i flere kredse mener man, at det netop er det, der har været med til at skubbe til beslutningen om skilsmissen.

Overfor Tipsbladet påpegede Jan Lockhart i sidste uge, at Brøndby kan komme i økonomiske vanskeligheder, hvis man ikke opnår en god, sportslig placering i det kommende efterår.

Og økonomien er ikke den bedset i Brøndby, faktisk er der risiko for, at det kan gå helt galt på Vestegnen, mener en iagttager af klubben.

- Skrækscenariet er, at vi kommer til at opleve en konkurs for en topklub for første gang herhjemme. Problemet er, at fodboldklubberne er blevet så store, at det ikke længere er nok, at en ' rig onkel' kommer og lægger en fed check, som vi så det i gamle dage, da AGF gang på gang måtte reddes, siger Fernando Olsen, fodboldøkonom og ekspert i oplevelsesøkonomi hos konsulentbureauet Sylvester & Hviid.

Jan Lockhart har ikke villet udtale sig, siden afskeden med Brøndby.