Video : Tipsbladet
Superliga

Evander: Motiverende at skulle fastholde førstepladsen

FC Midtjyllands Evander er motiveret for at fastholde førstepladsen i 3F Superligaen, fortæller han efter søndagens 1-0-sejr over Brøndby.

FC Midtjylland vandt søndag aften 1-0 over Brøndby hjemme på MCH Arena på et tidligt selvmål af unge Anton Skipper.

FC København tabte desuden deres opgør mod AaB, og det betød, at midtjyderne overtog førstepladsen i 3F Superligaen med sejren over Niels Frederiksens mandskab.

Brasilianske Evander var med til at sikre førstepladsen, og han er motiveret efter at fastholde den.

- Det var en fantastisk, stor kamp, så det var godt at vinde på hjemmebane. Vi kontrollerede kampen og gjorde det rigtig godt, så det var fantastisk, siger midtbanespilleren til FCM TV og fortsætter:

- Vi har arbejdet hårdt for at opnå denne position, og nu er vi nummer et, så det er endnu en motivation for os. Vi skal fastholde den, og som jeg sagde, er det endnu en motivation for at vinde ligaen.

Evander havde muligheden for at lukke opgøret i slutningen af anden halvleg efter et flot oplæg af Gustav Isaksen, men han ramte Marvin Schwäbe, og bolden røg på stolpen.

Det betød dog ikke noget for brasilianeren, når blot sejren kom i hus.

- Det var ikke min dag i dag, men det vigtigste var at vinde kampen. Jeg var tæt på, men nu kommer landsholdspausen, hvor vi kan slappe lidt af, og så skal vi arbejde hårdt igen i næste uge og vinde de næste kampe.

FC Midtjylland er et enkelt point foran FC København efter de første otte spillerunder.