Video : Tipsbladet
Superliga

Fattet FCN-keeper trods drop: Kan komme over det

Peter Vindahl kostede point til sidst, men mener, at han nok skal komme over det.

For anden kamp i streg var Peter Vindahl Jensen med fra start i FC Nordsjælland-målet mod Brøndby mandag aften. Den 21-årige målmand stod en stor kamp, men i overtiden blev han alligevel skurk, da han kostede hjemmeholdet sejren.

- Mest af alt er jeg frustreret på holdet vegne. Der er mange gode aktioner i kampen, og det er vigtigt, hvad man vælger at fokusere på. Jeg er ret sikker på, at jeg godt selv kan komme over det, siger Peter Vindahl til TV3 Sport efter kampen.

Han kunne samtidig fortælle, at holdkammeraterne viste stor støtte, for generelt var det en god kamp for den unge keeper, og det er dét, han skal tage med videre fra kampen.

- Som helhed var det jo en fin kamp, og det er det, man må tage med og så bruge den sidste aktion som læring, siger han.

Egentlig virkede målmanden mest ærgerlig over, at FC Nordsjælland ikke formåede at få fuld udbytte i opgøret, hvilket kunne have bragt dem forbi Brøndby og tættere på OB i kampen om bronzemedaljen.