Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland-profilens dom: Brasilianer er godt nok voldsom

Forårssæsonen nærmer sig i Superligaen, og tipsbladet.dk varmer op med et interview med en spiller fra hver af de 14 klubber. Her er det Marc Dal Hende fra FC Midtjylland.

FC Midtjylland kæmper med om guldet i toppen af Superligaen, hvor de danske mestre aktuelt er tre point efter konkurrenterne fra FC København, så det bliver et spændende forår i toppen af dansk fodbolds bedste række.

På Tipsbladet.dk byder vi velkommen til forårets kampe i Superligaen med et interview med en spiller fra hver af de 14 klubber i rækken.

Her er det Marc Dal Hende fra FC Midtjylland, der giver os sit syn på, hvordan det står til hos de forsvarende mestre.

Hvordan vil du vurdere jeres sæson hidtil?
- Vi er aldrig tilfredse, når vi ikke ligger nummer et. Vi havde gerne været nummer et. Men når man ser på pointgennemsnittet, og at vi er det mest scorende hold, og kun et hold har en bedre defensiv end os, har det været et fint efterår, som vi nu skal følge op på. Men det er klart, at havde vi byttet rundt os og FCK i tabellen, havde vi virkelig været tilfredse. Sådan er det i FC Midtjylland.

Hvad forventer du af det kommende forår for dit hold?
- Jeg har store forventninger. Vi ved jo godt, at det bliver et parløb med FCK, og vi bliver presset maksimalt hver eneste weekend. Der skal tre point på kontoen hver eneste gang,
ellers løber de fra os, de københavnere. Jeg glæder mig helt vildt - det bliver et spændende forår.

Og dig selv?
- Jeg er ikke en type, der sætter mål for, hvor mange mål og assists jeg skal lave. Det handler meget mere om at gøre det godt med holdet, og bare vi vinder, er jeg glad. Det er mere sådan, jeg tænker. Og så vil jeg stå med pokalen til sidst.

Hvem bliver forårets profil i din klub?
- Jeg er nødt til at nævne Evander, vores brasilianer. Han er godt nok voldsom. Vi havde en træningskamp mod Astana, hvor han i første halvleg lavede fire tunneller på deres ene kant. Han har noget helt specielt, og det, han kan, er anderledes end os fra Skandinavien. Samtidig vil han også arbejde hårdt.  Han får et stort forår.

Hvad bliver jeres største udfordring i foråret?
Udfordringen bliver jo FCK. Og så kan man sige også os selv. Men vi har tidligere været gode til det med at køre et parløb, det lærte vi sidste år. Vi skal være mentalt klar. Alle skal nok være klar, når vi møder topholdene og hold i top seks, men vi skal være obs. på, at vi ikke dummer og smider point, hvor der skal tre point på kontoen. Når man står til den første kamp i foråret i Vendsyssel, og det blæser, og det er koldt, og de er gode på en dårlig bane, skal vi kunne omstille os og sikre, at vi spiller fodbold, der måske ikke er så kønt, hvis det er det, der er nødvendigt.