Video : Tipsbladet
Superliga

FCM forlænger med keepertalent

FC Midtjylland og Oliver Ottesen har nu papir på hinanden frem til sommeren 2021.

Mens Jesper Hansen er fast mand i FC Midtjylland-buret, sørger klubben fra Heden nu for at sikre fremtiden. Således kan ulvene i dag oplyse, at man har forlænget kontrakten med det 20-årige målmandstalent Oliver Ottesen.

Dermed har Oliver Ottesen nu kontrakt med FC Midtjylland indtil sommeren 2021.

Oliver Ottesen stod i går hele træningskampen mod FC Fredericia, og målmanden selv glæder til at fortsætte sin daglige gang i FC Midtjylland.

- Jeg vil rigtig gerne fortsætte med at være en del af et stærkt og udviklende miljø i FC Midtjylland, så jeg er glad for og tilfreds med forlængelsen. Det bedste for mig, i forhold til min nuværende karriere, er at være her i FC Midtjylland, hvor jeg kan udvikle mig endnu mere, og det er det vigtigste for mig.

- Selvfølgelig er spilletid også vigtigt, men jeg fokuserer på at tilføje flere lag til mit målmandsspil – og selvfølgelig presse Jesper og Mikkel, så godt som jeg kan – og hvis der dukker kampminutter op, tager jeg selvfølgelig dem med, siger Oliver Ottesen til klubbens hjemmeside.