Video : Tipsbladet
Superliga

Fem sejre i fem kampe: Brøndby-træner tror på yderligere fremgang

Superliga-klubben Brøndby IF har hentet fem sejre i fem Superliga-kampe, siden klubben skiftede til en 3-5-2 opstilling.

Der var godt nok en svipser i pokalturneringen, men i Superligaen har Brøndby IF været flyvende, siden Niels Frederiksen tog den lidt modige beslutning om at skifte til et 3-5-2 system lige inden et brag mod FC København.

Derbyet vandt Brøndby, og det har man også gjort i de følgende fire Superliga-kampe. Klubben har hentet 15 point i de sidste fem kampe - med andre ord: Maksimumpoint.

Selv Niels Frederiksen må erkende, at det har været bedre, end han havde turdet håbe på.

- Jo, på resultatsiden. Man kan ikke forvente at skifte system til noget, som er så anderledes og så tro, at det bare virker med det samme. Vi gjorde det, fordi vi troede på, at vi kunne blive stærkere både på den korte og den lange bane, men vi havde troet, der ville være udfald. Og det har der da også været i nogle af præstationerne, men på resultatsiden har vi fået noget ud af det. Vi har fået større stabilitet og afgiver ikke så mange chancer væk, og faktisk skaber vi også flere chancer, siger Brøndby-træneren til tipsbladet.dk.

Og Frederiksen, der i den kommende runde har AGF på udebane, ser flere muligheder for, at man kan blive endnu bedre og mere tryg med systemet.

- Jeg ser et stort forbedringspotentiale. Der er en masse, vi kan gøre bedre - vi kan blive bedre til at have et aggressivt presudtryk, wingbacks kan komme hurtigere og længere frem i banen. Stopperne kan blive mere aggressive. Og som hold kan vi blive bedre med bolden, lyder det.

De imponerende resultater kommer i en tid, hvor Brøndby blandt andet har været uden flere spillere. Spillere som Simon Tibbling, Lasse Vigen Christensen, Josip Radosevic og Kamil Wilczek har alle misset kampe, mens en spiller som Kasper Fisker er ude resten af sæsonen. Derfor har Brøndby blandt andet startet med unge Morten Frendrup et par gange, og han er ganske naturligt faldet til på midtbanen.

- Det er meget tilfredsstillende, siger Niels Frederiksen om det, at truppens bredde har været i brug og har gjort det godt:

- De sidste par kampe har været uden både Kamil og Josip (Wilczek og Radosevic, red.). Det er to af de store profiler i den første halvdel af sæsonen. Men det skal vi også kunne i en klub som Brøndby, der har en stor trup og har dygtige spillere. At vi kan, er blevet bekræftet af resultaterne.

Niels Frederiksen og Brøndby mangler fire runder, inden man går på vinterferie. Derefter skal klubben gennem et transfervindue, der kan blive interessant for de blå-gule.

- Vi skal gøre os tanker om, hvordan vi vil spille fremadrettet, men jeg vil sige, at spillerne kommer før systemet. Jeg vil have dygtige og ærgerrige spillere, der kan udvikles på. Så vælger vi system ud fra det materiale, vi har, siger Niels Frederiksen.

Brøndby ligger aktuelt nummer tre i Superligaen - de mange point på det seneste betyder, at klubben nu bare er tre point efter FC København på andenpladsen.