Video : Tipsbladet
Superliga

Hårdt slag for FCK: Boilesen ude i mindst et halvt år

Nicolai Boilesen pådrage sig i en træningskamp tirsdag en skade, der nu viser sig at være ganske alvorlig for venstrebacken, der nu står foran mindst et halvt år på sidelinjen.

FCK-venstrebacken Nicolai Boilesen måtte udgå før tid, da FCK tirsdag spillede testkamp mod FC Orenburg på træningslejren i Østrig. Nu er resultatet kommet og den viser en knæskade, der forventes at holde Boilesen ude i seks til ni måneder. Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.

- Jeg kunne mærke med samme at den var gal, og det blev desværre bekræftet i dag. Det er en alvorlig skade for en fodboldspiller, men andre har haft lignende skader og er kommet stærkt igen, så jeg må bare indstille mig på operation og lang genoptræning og arbejde hen mod at komme stærkt tilbage til næste år, siger Nicolai Boilesen til FCK’s hjemmeside.

Skaden forekom cirka 20 minutter inde i anden halvleg af kampen mod russiske FC Orenburg, som FCK tabte 2-0.