Video : Tipsbladet
Superliga

Holdkammerat hylder hattrick-Dreyer: Han er det største legebarn

Anders Dreyer sendte nærmest egenhændigt Esbjerg fB i Superligaen med et hattrick mod Silkeborg IF. Jacob "Lungi" Sørensen roser sin jævnaldrende holdkammerat.

Det kom ikke som noget chok for de lidt over 7000 tilskuere på Blue Water Arena i Esbjerg, at det var Anders Dreyer, der sikrede deres hold oprykning i gårsdagens kamp mod Silkeborg. Det var trods alt ham, der blev topscorer i 1. division.

Men det var vel de færreste, der havde forudset, at den lille måltyv skulle score tre gange i den afgørende playoffkamp mod Silkeborg IF. Det gjorde han ikke desto mindre, så nu kan både Dreyer og de 7000 andre på stadion glæde sig til atter at opleve Superliga-fodbold i næste sæson.

Jacob "Lungi" Sørensen ved bedre end de fleste, hvad Anders Dreyer er i stand til. De to spillede sammen på Esbjergs U19-hold, og de kom begge op på førsteholdet omkring samme tid i foråret 2017. "Lungi" er godt tilfreds med sin jævnaldrende holdkammerat.

- Han er for vild. Han er det største legebarn uden for banen og måske også den mest useriøse, men han præsterer hver weekend. Det er fantastisk at spille med ham, siger midtbanespilleren til JydskeVestkysten oven på hattricket.

20-årige Jacob "Lungi" Sørensen spillede selv en god kamp på den centrale midtbane, da EfB slog Silkeborg 3-0. Han har været fast mand hele sæsonen, og han regner med, at han bliver i klubben i næste sæson.

- Ja, det forventer jeg helt sikkert. Esbjerg er min by og min klub, siger han.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.