Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens vil holde på guldfuglen

Den gambiske forsvarsspiller Bubacarr Sanneh er i høj kurs, men der er fortsat ikke kommet et bud på forsvarsspilleren, ifølge træner Bo Henriksen.

22-årige Bubacarr Sanneh fra AC Horsens er en af Superligaens mest interessante spillere. Den gambiske forsvarsspiller har på kort tid etableret sig som en stærk og dygtig forsvarsspiller i Horsens og i Superligaen, og med tanke på den unge alder er han allerede i søgelyset hos andre klubber.

Således er der interesse fra fra både Tyskland og Rusland, som agent Chris Atkins tidligere har forklaret over for tipsbladet.dk.

Bubacarr Sanneh har selv fortalt, at han forventer at finde en løsning på fremtiden i begyndelsen af januar, ligesom han har gjort det klart, at han ønsker at blive i Europa.

Den gambiske forsvarsspiller har også takket nej til en toårig kontrakt fra den kinesiske klub Tianjin fra Kina, fordi han i stedet vil bevise sig i Europa, hvor eksponeringen er større, hvis der altså kommer et tilbud, som AC Horsens accepterer.

Det lader dog ikke til, at Bo Henriksen har i sinde at sælge sin gambiske guldfugl, der hvis han bliver i Horsens kommer til at danne et makkerpar med Martin Albrechtsen i det centrale forsvar.

- Jeg regner med, at Bubacarr også er hos os den 1. februar. Der har været masser af snak og skriverier om ham, men vi er de eneste, der ikke har hørt noget, så indtil nogen ringer til os, er det ligegyldigt, siger Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

Bo Henriksen håber stadig på at forstærke forsvaret, og ifølge Horsens Folkeblad er Elfar Freyr Helgason et emne på en lejeaftale.