Video : Tipsbladet
Superliga

Jannik Pohl færdig i Groningen: Jeg har en tom følelse

Jannik Pohl har fået besked på, at han kan forlade FC Groningen efter et skadesplaget ophold i den hollandske klub.

Jannik Pohl er snart fortid i FC Groningen.

Den tidligere AaB-angriber skiftede til den hollandske klub for et år siden, men det er ikke gået ham godt i tulipanlandet, hvor skader og manglende spilletid har været de altoverskyggende temaer. Pohl har blot spillet otte kampe for klubbens førstehold og scoret et mål.

Mark-Jan Fledderus, der er teknisk direktør i FC Groningen, har meddelt Jannik Pohl, at han er fri til at finde sig en ny klub. Danskeren genoptræner lige nu i Holland, mens holdkammeraterne er på træningslejr.

- Jeg har en meget tom følelse lige nu. Jeg håber, jeg kan udfylde dette tomrum i en ny klub. I øjeblikket vil jeg mere end nogensinde vise mig frem, så det er vigtigt for mig at finde den rigtige klub, siger Jannik Pohl til RTV Noord og tilføjer:

- Det er en vanskelig situation for mig, fordi jeg ikke har spillet i seks måneder. Mit CV er naturligvis ikke så godt lige nu. Jeg er næsten fit igen, men hvis jeg bliver her, forstår jeg, hvis andre spillere får chancen før mig. Det er vigtigt for mig, at jeg spiller og ikke venter meget længe på at få en chance.

- Normalt kommer mine bedste år som fodboldspiller nu. Jeg føler, at de ikke rigtigt kan lide mig her længere.

Hvad fremtiden bringer for Jannik Pohl er fortsat uvist, men han kan i hvert fald konstatere, at han ikke er glemt i Danmark, hvor han i Superligaen har scoret ti mål i 53 kampe for AaB.

- Der er lidt interesse fra Danmark. Klubberne kender mig og ved, hvad jeg kan. Jeg tror, jeg kan klare en klub på Groningens niveau, også i et andet land end Holland eller Danmark. På grund af skader er jeg ikke på blokken i ret mange klubber, så jeg må muligvis tage et skridt tilbage og så rejse mig. Jeg tænker meget på det lige nu. Jeg håber, der er klubber, der kan se mit potentiale, lyder det fra Jannik Pohl.

Den 23-årige angriber har kontrakt med FC Groningen frem til sommeren 2021. Tipsbladet.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jannik Pohl.