Video : Tipsbladet
Superliga

Kontraktfri Lyngby-veteran vil forlænge

Martin Ørnskov vil gerne fortsætte i Lyngby efter oprykningen til Superligaen.

Lyngby Boldklub sikrede sig søndag eftermiddag oprykning til Superligaen efter en samlet playoff-sejr over Vendsyssel, og nu venter en spændende sæson i landets bedste række. 

Der er imidlertid en række spørgsmålstegn omkring Lyngby-truppen, for mange spillere har kontraktudløb denne sommer, og nu skal parterne altså se, om de kan blive enige om forlængelse af samarbejdet. 

En af spillerne med kontraktudløb er den erfarne midtbanespiller Martin Ørnskov. Den 33-årige midtbanemand vil gerne forlænge sin kontrakt med Lyngby.

- Jeg har helt sikkert mod på mere. Det vil være forkert af mig at sige andet end at jeg har lyst til at tage en sæson mere i Lyngby, siger Martin Ørnskov til BT.

Han har indtil videre spillet tre sæsoner i Lyngby, der har været fyldt med op- og nedture.

- I mit første år i klubben var jeg med til at vinde DM-bronze. I det andet rykkede vi ned og var tæt på konkurs, og her i min tredje sæson sikrer vi os Superliga-comeback, fordi vi har formået at få held og kvalitet til at gå op i en højere enhed, siger Martin Ørnskov. 

Udover Ørnskov har spillere som Jeppe Kjær, Lasse Fosgaard, Rezan Corlu og Kristian Lindberg også kontraktudløb i Lyngby denne sommer.