Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: FCN-stjerne på vej til Bundesligaen

Den danske U21-landsholdsspiller Mads Valentin er angiveligt på vej til Bundesligaklubben Augsburg

FC Nordsjællands Mads Valentin har allerede meldt ud, at han forventer at forlade Farum-klubben i sommerens transfervindue, og nu ser det ud til, at han får sit ønske opfyldt - og det bliver oven i købet til en klub i en af de store europæiske ligaer.

Ifølge bold.dk er den hurtige venstreback på vej til den tyske klub Augsburg, der i sidste sæson fristede en tilværelse i bunden af Bundesligaen, men reddede livet ved at slutte på 15. pladsen, der akkurat ikke betyder playoff-kampe om nedrykning til den næstbedste række.

Bold.dk skriver videre, at Mads Valentin kan blive præsenteret allerede torsdag. 

Mads Valentin spillede den første kamp i gruppespillet ved U21-EM mod Tyskland, men blev skadet og var ikke med i Danmarks sidste to kampe ved turneringen. Ikke desto mindre ser han ud til at have imponeret syd for grænsen, hvor fodboldfremtiden altså meget vel kan ligge for den 22-årige back.

Mads Valentin har spillet 88 kampe i Superligaen siden debuten i sæsonen 2015/2016, og det er blevet til tre mål undervejs.