Video : Tipsbladet
Superliga

Morten Olsen: Hjulmand er klar til topfodbold mange steder

Den tidligere landstræner Morten Olsen er meget begejstret for Kasper Hjulmand og det arbejde, som han har udført i FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland afbrød mandag samarbejdet med Kasper Hjulmand, hvor man i stedet skal have Flemming Pedersen ind som cheftræner før tid. Spekulationerne om hvad Kasper Hjulmand nu skal er derfor taget til.

Hvis man spørger den tidligere landstræner Morten Olsen, der ligeledes har en fortid som klubtræner i blandt andet Ajax Amsterdam, så er der ingen tvivl om, at Hjulmand er en mand, som vil få tilbud nok.

Det fortæller Olsen i et interview med B.T.

- Det er sådan med trænere nu om stunder, at klubberne går efter folk, som har haft succes. Altså folk, som har vundet, men også efter folk, som dikterer en specifik form for fodbold, siger han og fortsætter:

- Og med de filosofier Kasper (Hjulmand red.) har, vil han i topfodbolden passe ind mange steder. Han er en kanon dygtig træner, det har han også vist med at gøre unge spillere bedre -  selvfølgelig ikke alene - men han har gjort et kanon job i Nordsjælland, lyder det fra Morten Olsen, som er sikker på, at det har vækket genklang i Europa.

Tidligere på året var Kasper Hjulmand på vej til belgiske Anderlecht, men skiftet blev bremset, da man ikke kunne blive enige om overgangssummen for den danske træner, der nu er færdig som Superliga-træner.

I første omgang fortsætter Hjulmand som konsulent i FC Nordsjælland.