Superliga

OB står foran sommerudrensning

Seks af OBs største profiler har kontraktudløb til sommer, og et generationsskifte betyder at det bliver et farvel til flere af dem.

Anders Møller Christensen, Eric Djemba-Djemba, Bernard Mendy, Chris Sørensen, Peter Utaka og Stefan Wessels. Det kunne være en liste over de største og mest rutinerede spillere i OB. Det er det bare ikke. I stedet er det en liste med seks af de ni spillere, der har kontraktudløb i den fynske klub næste sommer. De seks profiler kan dermed alle forlade Odense kvit og frit om ni måneder, og meget tyder på, at mange af dem gør det.

- Det er en del af vores strategi, at der over de næste tre-fire transfervinduer skal ske et generationsskifte. Det er vi ganske klar over. Det er en del af den proces og den strategi, som vi søsatte sidste efterår. De mange udløb næste sommer passer ind i det forløb, så det er ikke noget, der holder mig søvnløs. Vi skal have flere af vores værdier ind i truppen, og det gør man også ved at skifte ud, men selvfølgelig vurderer vi også hver enkelt spiller, siger OBs adm. direktør Thomas Christensen til tipsbladet.dk.

En spiller som Peter Utaka vil uden tvivl forlade OB på en fri tranfer til sommer, og det samme vil Eric Djemba-Djemba formentlig gøre. Anders Møller Christensen og Chris Sørensen (begge 34 år, red.) er to af de spillere som efter alt at dømme vil blive ofre i et generationsskifte, mens Bernard Mendy og Stefan Wessels både kan ende med at forlænge og forlade opholdet i det fynske.

Udover de fem rutinerede profiler har reserverne Daniel Krogh, Oliver Larsen og Christian Sørensen også kontraktudløb til sommer, mens Jonas Troest, der i dag er på leje i SønderjyskE, samt reservekeeper Mads Toppel allerede har udløb til nytår.