Optakt: AGF - AaB
Superliga

Optakt: AGF - AaB

En jysk klassiker spilles søndag, når AaB gæster AGF i de to holds forårspremiere.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Jørgen Daubjerg Burchardt
På TV: Canal 9
Hashtag: #agfaab #sldk

Få tipsbladet.dks spilforslag til Superliga-runden. Klik her.

Holdnyt:
AGF:
Det er til at overskue, hvad AGF har foretaget sig på transfermarkedet denne vinter. Mikkel Rask er kommet til klubben som erstatning for AJ Soares, der måtte indstille karrieren, og ellers har klubbens ledere talt mest om fordelene ved kontinuitet.

Det er netop kontinuitetens glæder, der skal flytte AGF fra den aktuelle 11. plads op i nærheden af mesterskabsslutspillet, som er syv point væk. I Aarhus håber de på, at det kan give noget, at holdet ikke har oplevet store udskiftninger hen over vinteren, men at Glen Riddersholm har fået tid til at spille sine eksisterende spillere bedre sammen.

Testkampene taler ikke noget entydigt sprog for AGF, der startede med at slå 2. divisionsholdet Aarhus Fremad ganske sikkert og sluttede med at besejre Esbjerg fB med 2-1 i søndags. Derimellem var der to nederlag og to uafgjorte kampe. Positivt var det for Riddersholm og co., at både Morten ’Duncan’ Rasmussen og Kasper Junker kom på tavlen i sejren over EfB.

Når De Hvi’e åbner foråret mod AaB, bliver det måske med store problemer i forsvaret. Niklas Backman er ude på ubestemt tid, og både Mikkel Rask og Dino Mikanovic er tvivlsomme. Rask døjer med et problem i baglåret, mens Mikanovic udgik af torsdagens træning med et slag på anklen.

Derudover er Årets spiller i sidste sæson, Daniel A. Pedersen, er fortsat ude. Han vil i den kommende tid begynde at træne holdet sine holdkammerater igen, men er altså ikke i spil til premieren.

AaB:
Også i Aalborg bakser de med skader op til forårsstarten. Mandag spillede AaB den sidste testkamp mod Odds BK, og det var uden Edison Flores, Thomas Enevoldsen og Kasper Risgård, der alle er ukampdygtige. Derudover kommer den nye målmand, Ivan Lucic, først til Danmark tirsdag, mens Christian Bassogog vendte tilbage fra Africa Cup of Nations mandag.

Netop Bassogog har været et af de store samtaleemner i de forgangne uger, efter han blev kåret til turneringens bedste spiller, da Cameroun vandt det afrikanske mesterskab. Den selvtillid, det må give, skal være med til at kickstarte en AaB-offensiv, der i efteråret scorede andenfærrest mål på 21, og som heller ikke har været skarp i opstarten.

Her spiller den nye angriber, Jakub Sylvestr, også en vigtig rolle – især i denne tid, hvor Flores og Enevoldsen skadede, og Bassogog antageligvis bruger tid på at komme ind på holdet igen. Hvis han da ikke er i Kina for at forhandle med Henan Jianye.

Sylvestr er samtidig AaB’s mest markante tilgang i januar, og meget målscoringsansvar vil hvile på hans skuldre.

I lighed med AGF har gæsterne fra Aalborg også skadesproblemer i defensiven. Kasper Pedersen bliver næppe klar, og Jakob Blåbjerg slog hovedet til fredagens træning og er tvivlsom. Dermed kan holdet risikere at skulle bruge 173 centimeter høje Patrick Kristensen i forsvaret. Overfor Nordjyske er cheftræner Morten Wieghorst dog optimistisk omkring Blåbjerg, så han forbliver i vor bud på startopstillingen.

Karantæne:
AGF: Ingen
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-1-4-1): Jovanovic - Mikanovic, Rask, Juel Andersen, Juelsgård – Sverrisson - Junker, Amini, Spelmann, Petersen - ’Duncan’

AaB (4-4-1-1): Larsen - Kristensen, Holgersson, Blåbjerg, Ahlmann - Børsting, Würtz, Sloth, Abildgaard - Meilinger - Sylvestr

Profilen:
I efteråret var Morten ’Duncan’ Rasmussen meget fraværende med skader, og det kunne mærkes i AGF. Nu er han tilbage, og han går ind til et forår, hvor han kan blive den mest scorende spiller i Superligaens historie. Han er blot otte kasser fra Søren Frederiksens 139, og jagten sættes ind i den jyske klassiker på søndag.

Vidste du, at..:
Jørgen Daubjerg Burchardt dømte også det omvendt opgør i august og uddelte ved den lejlighed fire advarsler, to til hvert hold. Dengang vandt AaB 2-1, da Edison Flores og Christian Bassogog i løbet af to minutter afgjorde kampen med deres respektive mål.

Dom:
Begge mandskaber har haft problemer med at få scoret i dele af optakten, og man kunne frygte, at det fortsætter søndag eftermiddag – især med tanke på, at det også plagede dem i efteråret. Omvendt er det to hold, der har haft tid og ro til at blive bedre sammenspillet i vinterens løb, men mens AGF har kørt videre med Riddersholm, er Morten Wieghorst ny i Aalborg. Vi tror på, at det samt hjemmebanefordelen giver AGF en smal 2-1-sejr.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: