Optakt: FC Midtjylland - Hobro IK
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Hobro IK

To af Superligaens pt. dårligste mandskaber tørner sammen mandag aften i Herning. Hvem får oprejsning?

Kampfakta:
Spillested: MCH Arena
Dommer: Peter Rasmussen
Kampstart: Mandag klokken 19.00
På TV: TV3 Sport 1
Twitter: #fcmhob

Holdnyt:
FC Midtjylland:
Der har været stor ballade i Superliga-Danmark i den forgangne uge - ikke mindst på den københavnske Vestegn - og det betyder, at FC Midtjyllands ringe præstationer er gået lidt udenfor radaren i mediebilledet. Man kan dog ikke komme uden om, at det er en krise, de danske mestre befinder sig i - det ændrer en enkelt sejr over Manchester United ikke på. FCM afviser det selv, men to sejre i de seneste 15 kampe i alle turneringer, det er altså krise. Punktum.

Senest tabte holdet 1-2 på  udebane til FC Nordsjælland i et opgør, hvor ulvene kom godt fra start og bragte sig foran, men blev stærkt hæmmet af, at André Rømer ragede et tåbeligt rødt kort til sig. FCM har ikke holdt buret rent i de seneste ni Superliga-kampe, og dermed tegner der sig et billede af en defensiv, der er langt fra niveauet i mesterskabssæsonen.

FCM har i denne uge sagt farvel til Harmeet Singh, der aldrig nåede at få debut for klubben, og derudover døjer Johan Dahlin fortsat med en skade, og Petter Andersson er ligeledes ude. Derudover råder Jess Thorup over en bred trup, men han må naturligvis også se bort fra André Rømer, der afsoner karantæne. Det samme gør Kristoffer Olsson.

Hobro IK:
Man skal være mere end almindelig optimistisk anlagt, hvis man kan forestille sig Hobro i Superligaen næste sæson. Det har haltet fra dag ét for nordjyderne, og da holdet så tabte 0-6 til Viborg FF i forrige runde, lignede de for alvor kommende nedrykkere. Det er svært at forestille sig, at Ove Pedersen kan redde stumperne - omvendt er han formentlig manden, der kan gøre det, hvis nogen kan.

Hobros seneste sejr i Superligaen daterer sig helt tilbage til 23. oktober, og i de seneste syv kampe har holdet blot formået at score i en enkelt. Der er med andre ord grund til bekymring både defensivt og offensivt, og det er ikke mindst det, der gør det svært at forestille sig, at holdet overlever.

Det skal blive spændende at se, om holdet kan rejse sig på MCH Arena, hvor modstanderen også er inde i en krise. Kasper Povlsen var syg ved den sidste træning og bliver sammen med Park meldt for tvivlsomme til kampen.

Karantæner:
FC Midtjylland: Rømer og Olsson
Hobro IK: Ingen

Bud på startopstillinger:

FC Midtjylland (4-1-4-1): Andersen- Nissen, Hansen, Bodurov, Novak- Sparv- Hassan, Poulsen, Sisto, Duelund- Onuachu.

Hobro IK (4-4-2): Rask- Bøge, Justesen, Ogunbiyi, Christensen- Mikkelsen, Brix-Damborg, Hansen, Domoraud - Park, George.

Profilen:
Det kan være vanskeligt at få øje på, hvor målene skal komme fra på Hobro-mandskabet, men Mayron Geroge har i hvert fald tidligere bevist, at han kan score, hvis han får chancen. Kampene bliver imidlertid færre og færre, og Hobro har hårdt brug for point - derfor er klubben afhængig af, at angriber George får hul på bylden og kommer i målhumør. Det skal helst starte allerede mod FC Midtjylland.

Vidste du, at..:
Det er tredje gang, at Peter Rasmussen dømmer et opgør mellem FC Midtjylland og Hobro, og i begge hidtidige tilfælde er det endt med sikre sejre til FC Midtjylland. De to mandskaber har mødtes fire gange, og status er tre sejre til FCM og en enkelt 0-0'er.

Dom:
Det er Superligaens to formsvageste mandskaber, der krydser klinger, og for begge hold virker det tæt på umuligt at holde målet rent. Derfor tør vi næsten godt garantere, at der falder mål på MCH Arena mandag aften. Det bliver imidlertid kun det ene af holdene, der får netmaskerne til at blafre. FC Midtjylland vinder 2-0.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: