Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Hobro IK - Esbjerg fB

Peter Sørensen kan se frem til et skrækkeligt gensyn i sin førse kamp i spidsen for Hobro IK. Er trænerskiftet nok til at vende stimen af dårlige resultater?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: DS Arena, Hobro
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
På TV: TV3 Max
Hashtag: #hobefb #sldk

Holdnyt:
Hobro IK:
To kampe var alt, hvad Allan Kuhn fik som cheftræner i foråret, før Hobro fyrede ham og erstattede ham med Peter Sørensen. Resultaterne var for dårlige, og ledelsen troede mere på, at Sørensen var manden, der kunne redde holdet fra nedrykning, forklarede sportschef Jens Hammer Sørensen.

I Hobro IK forventer de allerede, at holdet bliver en del af de playoffkampe, der afgør, om man rykker ned eller ej, og her talte Peter Sørensens erfaring fra netop de kampe med Silkeborg IF i hans favør. Det skal dog bemærkes, at træneren ikke havde heldet med sig i de kampe; Silkeborg tabte samlet til Esbjerg fB og rykkede ned.

Nu får han så tre træningsdage til at gøre holdet klar til endnu en kamp mod Esbjerg og til at gøre kål på Hobros stime af seks kampe uden sejr. Der er nok at se til, for holdet ligger sidst i tabellen og har både scoret færrest mål og lukket flest ind.

Den nye træner kan dog glæde sig over, at han trods alt har en næsten skadesfri trup at vælge ud fra. Frans Dhia Putros er skadet de næste par uger, mens Alexander Baun sad ude i sidste runde og gør det samme igen. Nicholas Gotfredsen har karantæne. Til gengæld er forsvarsprofilen Jesper Bøge tilbage i truppen. 

Esbjerg fB:
Det er svært at blive klog på det her Esbjerg-hold. I slutningen af efteråret vandt det ikke i fem kampe på stribe og tabte med tre mål til både AaB og FC København, men sluttede alligevel 2018 af med at banke FC Nordsjælland 3-0. Foråret har EfB indledt med at tabe 2-0 til AGF og vinde 2-1 over Brøndby IF.

Indtil videre er det nok til en tredjeplads, og holdet har alle muligheder for at forblive i den top 6, der vil sikre Esbjerg, der trods alt er oprykkere, overlevelse i Superligaen. De næste fire kampe inden slutspillet byder på tre mod bundhold, som foruden Hobro tæller SønderjyskE og Vejle Boldklub, og én kamp mod en top 6-rival i AC Horsens.

Cheftræner John Lammers bliver nødt til at foretage en enkelt udskiftning i sin startopstilling sammenlignet med det hold, der slog Brøndby. Rodolph Austin måtte udgå med en skade i sidste runde, men han er med i truppen. Kantspilleren Adnane Tighadouini sidder til gengæld ude, mens Kristian Riis fortsat er skadet på ubestemt tid.

Karantæne:
Hobro IK: Nicholas Gotfredsen
Esbjerg fB: Yuriy Yakovenko

Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-5-1): Rask – Bøge, Amankwah, Minor, Haarup – Sabbi, Hammershøy-Mistrati, Brix-Damborg, Mikkelsen, Babayan – Kirkevold

Esbjerg fB (4-5-1): Højbjerg – Anyembe, Austin, Halsti, Lauridsen – Kristensen, ”Lungi” Sørensen, Parunashvili, Kauko, Holse – Petre

Profilen:
Der er åbenbart ikke en del af kroppen, Joni Kauko ikke kan score med. Han har både lavet mål med hovedet, fødderne og mod Brøndby med hælen. Han har, som anfører Halsti sagde, forvandlet sig til Den Finske Messi. Kauko er nu på seks Superliga-mål for sæsonen og har været sit hold en vigtig mand. Det bliver han igen søndag.

Vidste du, at..:
Da Esbjerg senest mødte et hold, der lige havde skiftet træner, tabte man 1-4 til AaB. Omvendt har gæsterne gode minder med Peter Sørensen, der stod i spidsen for det Silkeborg-mandskab, EfB slog 3-0 hjemme og sikrede oprykning til Superligaen i sidste sæson.

Dom:
Der er især to ubekendte, der kommer til at afgøre kampe. Den ene er: Hvilken udgave af Esbjerg får vi at se? Holdet veksler mellem det bundsolide og det alarmerende ufarlige.

Den anden ubekendte er trænerskiftet i Hobro. Det er et åbent spørgsmål, hvor meget og hvad Peter Sørensens ændrer på, og om det er nok til den første sejr efter seks runder uden tre point.

Buddet herfra er, at Esbjerg er tilpas meget bedre end Hobro og vinder en smal 0-1-sejr.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: