Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Viborg FF - Hobro IK

Nu er der ikke flere chancer tilbage. Enten Viborg FF eller Hobro IK må tage til takke med en plads i 1. division i næste sæson. Søndag aften finder de ud af hvem.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Energi Viborg Arena, Viborg
Slutspil: Superliga-Kvalen
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: 3+
Hashtag: #vffhob #sldk

Holdnyt:
Viborg FF:
Hvis Viborg-folket selv kunne have valgt et kampforløb før den første kamp, havde det formentlig ligget tæt op ad det, der rent faktisk skete torsdag aften. Holdet skabte chance på chance og lignede på lange stræk det stærkeste mandskab. Der var bare ét problem: Jesper Rask.

Hobro-målmanden, der også stod blændende i returkampen mod Vejle Boldklub, har ramt topformen på det bedst tænkelige tidspunkt, og han holdt Viborg fra scoringer.

Al fornuft og logik siger, at hvis Viborg spiller lige så godt igen, vinder holdet returkampen. Og bliver det med mere end 1-0, sikrer holdet sig også en plads i Superligaen i næste sæson.

Klubben tog i løbet af ugen afsked med østrigske Richard Windbichler, der fik sin kontrakt ophævet en måned før tid. Han var dog skadet og ville ikke have spillet mod Hobro alligevel. På skadeslisten er også Emil Scheel, Oliver Fredsted, Jakob Bonde, Casper Gandrup, Mikkel Vestergaard og Mads Kjellerup.

Hobro IK:
Hobro har vundet lige så mange gange i de to seneste kampe som i hele resten af 2019. Begge sejre har dog været med omfattende indgriben fra målmand Jesper Rask, der har været udskældt i løbet af sæsonen, men meget vel kan vise sig at blive forskellen på overlevelse og nedrykning.

Holdet skal være glad for, at det fik en sejr ud af hjemmekampen, for det plejer at være elendigt på udebane. Sejren i Vejle var den første på fremmed græs i hele sæsonen, og nu venter endnu en udekamp. Den er mindst lige så vigtig som den i Vejle.

Vito Hammershøy-Mistrati udgik af det første opgør med en skade, der havde plaget ham i hele optakten til kampen, og som begyndte at stramme. Han betegnede det dog efterfølgende som en slags præventiv udskiftning med henblik på returkampen, som han ”helt sikkert” regner med at være klar til.

Også Martin Mikkelsen, der døjer med en langvarig skade, og Rasmus Minor Petersen, der har fået en hjernerystelse, sidder over.

Karantæne:
Viborg FF: Ingen
Hobro IK: Ingen

Bud på startopstillinger:
Viborg FF (4-4-2): Jónsson – Knudsen, Boxall, Trier, Fischer – Sivebæk, Brandhof, Grønning, Mensah – Agger, Albers

Hobro IK (4-4-2): Rask – Gotfredsen, Bøge, Amankwah, Haarup – Sabbi, Brix-Damborg, Hammershøy-Mistrati, Babayan – Kirkevold, Kristoffersen

Profilen:
Der er ingen vej uden om: Hvis Viborg FF skal i Superligaen, er holdet nødt til at score mindst to gange mod Jesper Rask (ét af målene kan dog i sidste instans godt være i straffesparkskonkurrence). Den slags er Andreas Albers ansat til, og med 11 mål er han sæsonens mest scorende Viborg-spiller. Hvis han laver nummer 12 søndag aften, vil det dog med afstand være det vigtigste.

Vidste du, at..:
Viborg FF er den klub, som Peter Sørensen har den bedste statistik mod som træner (mindst 10 kampe). Syv sejre, to uafgjorte og tre nederlag giver et pointsnit på 1,92. Han har slået Viborg med både FC Fredericia, AGF, Silkeborg IF og Hobro IK.

Dom:
Hobro er nødt til at være bedre til at holde Viborg fra chancer, for de andre kan ikke regner med, at Jesper Rask står sit livs kamp for tredje opgør i streg. Omvendt skal Viborg sådan set bare gøre det samme, som de gjorde torsdag aften – og så lige sparke bolden ind.

Kampen bliver formentlig nervebetonet, og den slags er sjældent grobund for uforglemmeligt spil. Til gengæld lover det godt for spændingen og dramaet, som kommer til at leve til allersidst, for Viborg vinder 2-0, tror vi, og dermed får domkirkebyen igen et Superliga-hold.

Tidligere indbyrdes kampe og form: