Video : Tipsbladet
Superliga

Politiet har anholdt fire, efter Brøndby-fans blev overfaldet i august

Sagen er tilbage fra den 12. august - nu har Københavns Politi anholdt fire personer.

I forbindelse med det københavnske derby mellem FC København og Brøndby IF i Telia Parken den 12. august i år blev to Brøndby-fans efter opgøret overfaldet. Fansene var på vej hjem fra opgøret og kørte med et S-tog, da overfaldet skete.

Siden har der været stille omkring sagen, men nu tre måneder efter opgøret og det voldige overfald kan Københavns Politi fortælle, at man har anholdt fire personer, der bliver sigtet for grov vold og røveri. Flere anholdelser er i vente.

Brøndby-fansene var steget på S-toget ved Svanemøllen og med retning mod Københavns Hovedbanegård. De blev tvunget til at fjerne deres trøjer og altså udsat for grov vold ved Nordhavn Station.

FC København vandt opgøret med 3-1.