Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-målscorer kigger indad efter stor skuffelse: Gør ekstra ondt

Randers' målscorer, Vito Hammershøy-Mistrati, havde forventet tre point med Silkeborgs tilstand in mente.

Randers FC blev det blot andet hold i sæsonen, som indkasserede et nederlag til Silkeborg, da kronjyderne søndag eftermiddag tabte med 1-2 til 3F Superligaens bundprop.

Netop det faktum nager Randers-målscoreren Vito Hammershøy-Mistrati efter nederlaget.

- Når man møder et hold, der har syv point, så er det klart, at man forventer, at man skal ud og tage tre point. Så vi havde en overkommelig opgave, men vi gjorde svært for os selv, siger han.

Vito Hammershøy-Mistrati understreger dog, at holdet ikke undervurderede Silkeborg, og at cheftræner Thomas Thomasberg har brugt ugen på at sætte Randers-spillerne op til en svær opgave.

Læs også:Silkeborg sikrer sjælden sejr i årets sidste hjemmekamp

Til spørgsmålet om, hvorvidt nederlaget gør ekstra ondt, når det blot var Silkeborgs anden sejr i sæsonen, var målscoreren klar i mælet.

- Ja, det gør det. Også fordi vi havde sat alt ind på at lave en slutspurt til sidst med tre sejre i de sidste tre kampe (inden nytår, red.), så det er ekstremt ærgerligt, siger han.

Randers’ træner, Thomas Thomasberg, var også skuffet over nederlaget med Silkeborgs situation in mente.

- Når man møder et hold, som har alt at vinde, og alle i princippet har dømt ude, så er det ærgerligt at give dem nogle forudsætninger, der giver dem en sejr på hjemmebanen, hvor de kun har fået et enkelt point, siger han.

Læs også:Bedst og værst: Silkeborg-forløsning i Flintas sidste hjemmekamp

På trods af et mål i sidste kamp mod Sønderjyske, så startede Hammershøy-Mistrati på bænken, men blev skiftet ind efter ti minutter på grund af en skade.

- Jeg var ekstremt skuffet over at skulle starte ude. Men vi har et stærkt hold, og Thomas Thomasberg vælger dem, som han synes er stærkest. Så det er helt fair, men jeg var selvfølgelig rigtig skuffet, siger han.

/ritzau/

Læs også:Kent Nielsen efter første sejr på hjemmebane: Stor glæde

Læs også:André Rømer: Det var ringe

Læs også:Afgående Silkeborg-ikon takker for hyldest