Video : Tipsbladet
Superliga

Randers præsenterer østrigsk angriber: Vil sælge videre til større klubber

Marvin Egho er ny mand i Randers FC. Den østrigske angriber har fået en treårig kontrakt med kronjyderne, der håber at udvikle ham til en topangriber.

For dem, der har fulgt tipsbladet.dk i løbet af eftermiddagen, kommer nyheden ikke som noget chok. Vi kunne tidligere fortælle, at Randers FC var tæt på at lande den østrigske angriber, og nu har klubben så præsenteret Marvin Egho.

Han har fået en treårig aftale med Randers, der håber at kunne sælge ham videre med profit.

- Marvin er en spiller, som vi har fulgt igennem længere tid. Vi har set en masse video på ham, og senest har jeg været nede at se ham i en Champions League-kvalifikationskamp. Vi har haft en løbende dialog med ham, og vi glæder os til at få tilgang af en ung, sulten og dynamisk angriber, der er på vej ind i sin bedste fodboldalder, siger sportsdirektør Søren Pedersen.

- Forhåbentlig kan vi udvikle ham til en topangriber, som Randers FC tidligere har gjort med andre angribere, der så senere er blevet solgt videre til større klubber.

Randers FC råder i over angribere som Emil Riis Jakobsen, Mikael Boman, Benjamin Stokke og Marcus Mølvadgaard, men cheftræner Thomas Thomasberg mener, at Egho kan noget andet end dem, der er der i forvejen.

- Det er en angriber med en god fart og størrelse, der er god til at time sine løb og har et godt flow med bolden. Derudover er han via sin fysik en god spiller at have på såvel de offensive som de defensive dødbolde. Han har nogle andre spidskompetencer end vores andre angribere, så med ham i truppen har vi endnu mere at skyde med offensivt, siger han.

24-årige Marvin Egho har tidligere spillet for en række klubber i hjemlandet og kommer til Randers fra slovakiske Spartak Trnava.