Video : Tipsbladet
Superliga

Rømer: Et perfekt tidspunkt at møde FCM på

For Randers FC er det en kærkommen mulighed at måle sig mod topholdene, når FC Midtjylland kommer på besøg.

Søndag står André Rømer igen over for en af sine tidligere klubber, FC Midtjylland, når Randers FC tager imod topholdet fra den jyske hede. Og det møde kommer på det bedst tænkelige tidspunkt, mener Rømer.

Mens FC Midtjylland sidste weekend tabte til FC København, har Randers FC inden opgøret nemlig fået syv ud af ni point i de sidste tre runder. Derfor et det et hold sprængfyldt med optimisme, som tager kampen op mod mestrene fra forrige sæson.

- Man kan ikke møde et tophold på et bedre tidspunkt end lige nu. Vi er fyldt med selvtillid og har gjort det godt de sidste kampe. Skal man slå FC Midtjylland, skal man også turde noget og have selvtillid. Det har vi nu, siger André Rømer til tipsbladet.dk.

Statistikken taler imod
I sæsonens første møde fik Randers FC en snitter på 3-0, hvor der stort set intet blev skabt offensivt. Det er et af de punkter, der skal forbedres, hvis det skal blive til point i weekenden.

- Vi skal true lidt mere offensivt, for hvis de får lov at være på bolden hele tiden, er det kun et spørgsmål om tid, før de scorer. Nu er vi på hjemmebane, så vi skal også turde at gå lidt længere frem. Det er højst sandsynligt dem, der kommer til at dominere, så vi skal holde sammen defensivt og så tage de muligheder vi har.

Randers FC har dog langt fra en positiv statistik mod FC Midtjylland. Foruden nederlaget sidst er det i de foregående 16 kampe blevet til yderligere 12 nederlag, to uafgjorte og blot en enkelt sejr.

- Det må være den onde ånd. Men da jeg spillede i FC Midtjylland, var Randers ikke et nemt sted at komme hen. Jeg husker et par ufortjente sejre, så det er ikke, fordi Randers bliver kørt rundt på røv og albue hver gang. Marginalerne har været med FC Midtjylland i nogle af kampene, forklarer han.

Vil vise sig frem
Nu står André Rømer på den anden side. I FC Midtjylland blev han kasseret, og efter en lille omvej gennem OB er han altså nu i Randers FC, hvor han hurtigt er blevet en stor profil. Derfor betyder kampen også lidt ekstra for Rømer.

- Jeg har nok lidt flere følelser omkring den her kamp end mine holdkammerater. Jeg glæder mig helt vildt og har gjort det i flere uger, selvom det er de færreste, der tror på, vi kan få point med fra den kamp.

- Det er altid sjovt at spille mod sin tidligere klub. Man er lige lidt ekstra tændt, og det kan man forhåbentlig også se på søndag. Man vil altid gerne vise sig frem, især når det er en klub, som ikke kunne bruge mig til sidst, siger André Rømer.

Randers FC skal inden vinterpausen også møde Vendsyssel FF og Vejle BK.