Video : Tipsbladet
Superliga

SIF jagter forstærkninger: Men beholder Dolberg-millioner i lommen

Silkeborg IF kommer ikke til at skrue op for transferblusset, selv om der er kommet mange millioner i kassen denne torsdag.

Silkeborg IF er for alvor kommet til penge denne torsdag.

Kasper Dolberg er skiftet fra AFC Ajax til Nice for 153 millioner kroner, og det kaster et pænt, tocifret millionbeløb af sig til Silkeborg IF, der i sin tid sikrede sig en videresalgsklausul på 10 procent på den danske angriber. Tidligere på sommeren indkasserede Superliga-oprykkerne også penge på Robert Skovs skifte fra FC København til Hoffenheim, så det har været et indbringende transfervindue for den jyske klub.

Transfervinduet lukker om fire dage, og i den forstand kan det synes som perfekt timing, at Silkeborg er kommet til penge netop nu. Sportschef Jesper Stüker har dog ikke udsigt til en større transfercheck fra den administrerende direktør Kent Madsen af den grund.

- Det her gør ikke, at vi lige pludselig løber i en helt anden retning, end vi ellers ville have gjort. Der arbejdes på at finde en eller to forstærkninger yderligere til truppen, inden transfervinduet lukker. Om det lykkes, ved vi først, når vi er færdige. Men planen påvirkes ikke af det her. Vi kan ikke pludselig lave en ny plan torsdag eftermiddag, fordi det her indtræffer, og jeg kan ikke forstå, hvis folk er overraskede over det. Sådan er det nødt til at være, siger Kent Madsen til Midtjyllands Avis.

Kasper Dolbergs transfer fra Ajax til Nice har fået Silkeborg IF til at opjustere forventningerne til årsresultatet til et plus mellem 15 og 20 millioner kroner. Tidligere forventede klubben et overskud mellem 5 og 10 millioner.

Silkeborg IF er sidst i Superligaen og har som den eneste klub ikke formået at vinde i denne sæson.