Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-keeper får kontrakten revet over

Den tidligere AGF-keeper Lukas Fernandes er færdig i SønderjyskE.

SønderjyskE og Lukas Fernandes går hver til sit. Det oplyser Superliga-klubben på sin hjemmeside.

Den 25-årige målmand har været sygemeldt de sidste par uger og har nu fået ophævet sin aftale, der ellers løb frem til sommeren 2020.

- Jeg er meget ærgerlig over, at vi nu mister en god målmand, men Lukas har efter sin sygemelding haft et stort ønske om at komme ud af sin kontrakt på grund af personlige årsager, og det har vi nu imødekommet, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Nu slutter det hele lidt pludseligt, men jeg vil gerne sige tak til Lukas for nogle gode år i SønderjyskE-trøjen. Han startede jo med at slå Marin Skender af holdet i 2016/17-sæsonen, og selv om han siden har stået lidt i skyggen af Sebastian Mielitz, har han været en god, loyal målmand i klubben, og vi ønsker alt det bedste for ham fremover.

Med transfervinduet lukket skal SønderjyskE nu vurdere, om der kan findes en erstatning på det frie marked. 

- Tidspunktet er ikke ideelt i forhold, at transfervinduet er lukket, men nu kigger vi os omkring og undersøger markedet for interessante emner. Det er dog ikke sikkert, at vi foretager os noget før januar-vinduet, for vi har en stærk førstemålmand i Sebastian Mielitz, og Victor Smedsrud er i rivende udvikling, efter han blev tilknyttet superligatruppen i sommer, siger Hans Jørgen Haysen.

Fernandes nåede 27 Superliga-kampe for SønderjyskE.