SønderjyskE vendte 0-2 til 2-2 i Århus
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

SønderjyskE vendte 0-2 til 2-2 i Århus

AGF dominerede, men SønderjyskE fik vendt 0-2 til 2-2 kort før tid, da den første semifinale i Europa Playoff blev spillet på Ceres Park.

Der var semifinale i Europa Playoff, da AGF tog imod SønderjyskE lørdag efter middag, og her leverede gæsterne et flot comeback, da de sikrede 2-2 efter at have været bagud med 2-0.

Kampen startede i et højt tempo, hvor begge klubber kom hurtigt fremad banen og i løbet af de første minutter havde der allerede været chancer til blandt andre hjemmeholdets Mustapha Bundu, der var involveret i meget af AGF’s angrebsspil.

Men efter den intense start, kom der mere ro på kampen, og begge hold så hinanden lidt an. Herefter var det til gengæld AGF, der sad på det meste. Efter 18 minutter fik de kampens første store chance, hvor Jakob Ankersen tog en fin tur ind i feltet, men afslutningen sejlede forbi mål. 

Kort efter var Martin Pusic også tæt på, men Sebastian Miellitz i SønderjyskE-målet diskede op med en fin redning. Der var til gengæld ikke meget, målmanden kunne stille op, da AGF kom foran i første halvlegs slutminutter. Nicholas Marfelt nedlagde Bundu i SønderjyskE-feltet, og fra ellevemeterpletten svigtede Pusic ikke, og han sendte stensikkert sit fjerde sæsonmål i nettet.

Den føring kunne snildt have været fordoblet i anden halvlegs start. Jens Stage kom frem til to store chancer, men ingen af dem formåede han at udnytte. Men skaden gjorde han god igen kort efter.

Adama Guira sendte ham i dybden, hvor han var alene med Mielitz, men i stedet for at afslutte selv, spillede han den på tværs til Pusic, der kunne prikke sit andet mål i nettet. 2-0 til hjemmeholdet.

Der tegnede sig generelt et kampbillede af et AGF-mandskab, der var klart mere opsat og havde markant mere overskud end sønderjyderne. Hjemmeholdet fortsatte med at være farligst på omstillinger, men de fik ikke udbygget føringen yderligere.

I stedet fik Søren Frederiksen reduceret til 2-1. Den reducering gav SønderjyskE blod på tanden, og kort før tid skete det, der ikke måtte ske for AGF. Stefan Gartenmann fandt Christian Jakobsen i feltet, og han sendte gæsterne på 2-2, hvilket også blev slutresultatet. Der er dermed lagt i kakkelovnen til en gyser, når returopgøret spilles på tirsdag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.