Stephan A: Dejligt at være tilbage i kassen
Foto: Getty Images/Lars Ronbog
Superliga

Stephan A: Dejligt at være tilbage i kassen

Stephan Andersen er glad for at være tilbage mellem stængerne. Han håber på at kunne give FCK-forsvaret ro.

Da Robin Olsen mod Hobro IK måtte lade sig udskifte, kom Stephan Andersen ind i stedet. Og her kommer han til at stå den næste lange periode.

Olsen har nemlig pådraget sig en skulderskade, som han skal opereres for i morgen, og den holder ham ude fra to måneder til i værste scenarie resten af sæsonen.

Derfor var det også Stephan Andersen, som holdt buret rent i 1-0-sejren over AGF.

- Det var dejligt at være tilbage i kassen og få 90 minutter i Superligaen. Jeg synes egentlig, at det går fint i dag, også med samarbejdet med Vavro og Lüftner. Det er klart, at der er nogle tekniske fejl i ny og næ, men det var der fra alle, siger Stephan Andersen til tipsbladet.dk.

- Vi har en stabilitet i det defensive arbejde, som har gjort, at det er begyndt at se fornuftigt ud.

Stephan Andersen forsøger at holde Denis Vavro og Michael Lüftner, der henholdsvis er 21 og 23 år, nede på jorden.

- Jeg forsøger at gå ind og skabe ro, og med min erfaring prøver jeg at tage en masse beslutninger om, hvad der skal gøres i bestemte situationer, forklarer målmanden.

Fra sin position i målet kunne Stephan Andersen se holdkammeraten Federico Santander sikre tre vigtige point til tabellen kort før tid i en decideret uskøn dyst.

- Det bliver lidt en slåskamp på en svær bane. Det var ikke poleret fodbold fra noget hold, så der kom en masse tilfældigheder. På rigtig FCK-manér får vi kørt den hjem.

- Jeg ved ikke, om vi har haft en kompleks, men nu har vi to sejre på udebane. Det har dog ikke rigtig været noget tema for os. Det gælder bare om at tage en kamp af gangen, og så må vi håbe, at vi kan ende så højt oppe i tabellen, at vi kan hente Nordsjælland, afslutter han.

Stephan Andersens sidste Superligakamp med fuld spilletid var tilbage i maj, da FC København tabte 3-1 til Lyngby BK, hvor mesterskabet allerede var sikret.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.