Tidligere FC Nordsjælland-profil: Lyngby er en mulighed
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Tidligere FC Nordsjælland-profil: Lyngby er en mulighed

Den tidligere FC Nordsjælland-profil Lasse Petry håber på et snarligt klubskifte - måske til Lyngby BK.

Efter mere end 11 år i FC Nordsjælland blev det tidligere på sommeren et farvel til Farum for 25-årige Lasse Petry.

Midtbanespilleren har siden været på klubjagt og udtalte i maj til tipsbladet.dk, at han var åben overfor et skifte til både udlandet og andre danske klubber.

Nu kan han så fortælle, at han snart håber på at få sin nye arbejdsgiver på plads:

- Der er kommet lidt, som jeg håber, der snart kan komme en afklaring på, om det skal være det. Jeg håber, at jeg har en afklaring indenfor de næste to uger, og der er både noget inden og uden for landets grænser.

- Der er lidt begge steder fra, og det er spændende muligheder, som jeg håber kan komme i orden, fortæller Lasse Petry til tipsbladet.dk og tilføjer, at han for øjeblikket træner med i Lyngby for at holde sig fit og skarp.

Netop Lyngby BK skulle også være en af mulighederne for den 25-årige midtbanespiller, fortæller Petry selv.

Lasse Petry har i løbet af sin karriere været utrolig hårdt ramt af skader, så han håber derfor på, at han kan finde en klub, hvor han kan genfinde kampformen:

- Jeg leder efter et sted, hvor jeg forhåbenligt kan spille nogle kampe - det er det, som er vigtigst for mig, og som jeg har manglet lidt på det sidste. Og så selvfølgelig være en del af et godt projekt og et godt hold, siger midtbanespilleren.

Lasse Petry nåede 92 kampe for FC Nordsjælland.