Video : Tipsbladet
VM

Eriksen før Australien: Nerverne er forsvundet

De nerver, som det danske landshold havde forud for VM-slutrunden, er væk nu, mener Christian Eriksen, der glæder sig over tre point i premieren mod Peru.

Hverken Christian Eriksen på det individuelle plan eller landsholdet på kollektivt plan kommer til at huske VM-kampen mod Peru for at være en stor præstation. Men måske kommer de til at huske opgøret, fordi det - og ikke mindst udfaldet - var så vigtigt.

For Danmark vandt, og så gjorde det i første omgang mindre, hvor godt eller dårligt holdet spillede. Men i anden omgang, manifesteret ved kampen mod Australien torsdag eftermiddag, skulle spillet gerne blive bedre, lyder det samstemmende fra landsholdet.

Det tror Eriksen nu også, at det bliver. For sådan en VM-premierekamp kan hurtigt blive en nervøs omgang, men Danmarks 10'er vurderer, at de nerver nu er fortid.

- Jeg tror, at de forsvandt, da kampen var forbi. Vi var lettede over de tre point. Det var ikke den flotteste kamp af et dansk landshold i lang tid. Men de tre point var dem, vi havde brug for, og så kunne vi komme videre, siger Christian Eriksen til Ritzau.

Han siger selv, at der er plads til forbedring, også for sit eget vedkommende, men Eriksen spillede trods alt en afgørende rolle i den danske sejr. Det var ham, der spillede Yussuf Poulsen fri til at score kampens eneste mål.

Vinder Danmark over Australien i morgen, er en plads i ottendedelsfinalerne ganske tæt på at blive en realitet. Det kræver dog fransk sejr eller uafgjort mod Peru for at være en matematisk kendsgerning.

Der er kickoff klokken 14.