Video : Tipsbladet
Spil

Spilforslag til Superligaen: Søndags-spænding

Århus, Horsens og Aalborg lægger græs til spilforslagene fra søndagens kampprogram.

Søndag kl. 12.00
AGF - EfB
1
2,10 @ NordicBet

Fortællingen om AGF er på få uger gået fra at handle om en historisk ringe sæsonstart til holdets muligheder for at slutte i rækkens bedste halvdel for bare tredje gang i mere end 20 år. En af årsagerne er defensiven, som ikke har indkasseret mål i de sidste tre kampe, hvor man har fået Niklas Backman tilbage.

Det tyder ikke godt for EfB, som er gået målløse fra banen i fire af syv kampe denne sæson, mens vestjyderne stadig har det første mål på udebane til gode. Chancerne bliver næppe bedre af, at førsteangriber Yakovenko fortsat sidder ude med karantæne, selv om Adrian Petre for en gangs skyld greb chancen med to mål i sidste runde.

Der er dog stor forskel på en hjemmekamp mod Silkeborg og så en udekamp mod AGF, der møder op med selvtilliden helt i top efter den knusende sejr over Brøndby. EfB kan se tilbage på store nederlag (5-1, 6-2, 3-1 og 2-0) i de sidste udekampe i Århus, hvor holdet ikke har vundet i mere end fem år.

AGF-kendere vil påpege, at det er ”typisk AGF” at tabe en kamp som denne. Sandt er det da også, at AGF blot har vundet to af 10 hjemmekampe mod top 6-hold under David Nielsen. Sejrene faldt dog begge i sidste sæson – og den ene var med netop EfB som modstander. På baggrund af de to holds nuværende form, mener jeg, at odds 2,10 er i overkanten på 1-tallet, som bliver anbefalingen til søndagens frokostkamp fra Superligaen.

Søndag kl. 14.00
AC Horsens - Lyngby
Under 2,5 mål
1,78 @ Unibet

AC Horsens gik helt ned med flaget i mandagens hjemmekamp mod AaB, som tog fra fængselsbyen med en 5-0-sejr, der ikke engang så ud til at besvære nordjyderne stort. De Gule ligner ærligt talt et af rækkens svageste hold lige nu, og ser vi tilbage på 2019 som helhed har Bo Henriksens drenge da også kun tre gange haft grund til at synge sejrssangen.

Den før så uindtagelige hjemmebane er alt andet end skræmmende: AC Horsens har bare vundet én hjemmekamp i år – og holdet er gået fra banen uden at score i de sidste syv kampe på CASA Arena. Det er derfor også oftest målrigt, når AC Horsens møder de store hold, som scorer imod dem, mens 8 af de sidste 10 kampe mod bundhold er gået under linjen på 2,5 mål.

Den statistik kunne let blive udbygget imod Lyngby, der ganske vist slog Randers med 2-0 hjemme i sidste runde, men som ikke rigtigt har imponeret med 1-7 og nul point som udbytte efter de første tre udekampe. AC Horsens ryster sikkert posen i et forsøg på at komme sig hurtigt oven på lussingen fra AaB, imens Lyngby i udgangspunktet vil være glade for det ene point. Det lugter af en afventende kamp i Horsens, hvor odds 1,78 på max to scoringer ligner et godt tilbud.

Søndag kl. 16.00
AaB - FC København
Begge hold scorer
1,70 @ bwin

AaB sprudler for tiden med 10 scoringer i de sidste tre kampe. Og selv om de ”kun” har kastet seks point af sig, så skal det nævnes, at nordjyderne var ganske uheldige i 1-2-nederlaget ude imod Brøndby, hvilket også kan siges om 0-1-nederlaget til FC Midtjylland.

De bolsjestribede har nemlig en særlig evne til at spille sig helt ud imod de store hold, hvilket FC København også har mærket i Aalborg, hvor Løverne blot har vundet tre af de sidste 11 besøg. Begge hold har endvidere scoret i tre af de sidste fire indbyrdes kampe, hvilket har været tilfældet i 9 af 15 AaB-hjemmekampe mod hold fra top 6.

FC København er endnu ikke gået målløse fra banen i denne sæson, og Løverne har scoret mål i 21 af 22 udekampe i denne og sidste sæson. Gæsterne må ganske vist undvære både Dame N´Doye og Jonas Wind her, men FCK-truppen er bred, mens AaB i Lucas Andersen har en af Superligaens mest iøjnefaldende spillere lige nu. Odds 1,70 på, at begge hold scorer ligner en god betaling.