• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Martin Davidsen

VM-bloggen: Jeg vil huske VM for begejstring, brok, storhed og fald

VM-bloggen: Jeg vil huske VM for begejstring, brok, storhed og fald
Foto: Getty Images

Under hele VM har journalist Martin Davidsen skrevet om slutrundens store og små temaer. I dette sidste blogindlæg handler det om de minder, som slutrunden har skabt.

Af Martin Davidsen

Festen er slut. Gæsterne er på vej hjem. Ølkrusene samles sammen og smides i skraldespanden. De fine duge foldes sammen. Det er mandag.

64 kampe er spillet. 169 mål er scoret. Én vinder er fundet.

VM-slutrunden anno 2018 er overstået, og vi har kun minderne tilbage fra en begivenhedsrig sommer, hvor den 21. udgave af verdens største fodboldturnering fik sin plads i historien.

Der er naturligvis hundredevis af store øjeblikke, man kan se tilbage på; Ronaldos hattrick, russernes storsejre i gruppespillet, Messis smukke mål og de mange andre scoringer, driblinger, redninger, tacklinger og farverige fans.

Men hvad vil vi egentlig huske VM-slutrunden for? Hvilke aftryk har den sat i fodboldhistorien? Og hvad vil vi tale om, når vi om 30 år ser tilbage på ”Russia 2018”?

Her er de 10 ting, jeg vil huske fra dette VM.

Stjernernes fald

Messi. Ronaldo. Neymar. Lewandowski. Eriksen. VM-slutrunden 2018 var ikke de store stjerners fest. Bevares, Ronaldo, Messi og de andre verdensstjerner viste i glimt deres høje klasse, men ingen af dem formåede at bære deres hold langt i slutrunden. Ingen af de såkaldte ”One Men Teams” nåede særlig langt ved VM. En rygsæk med et helt fodboldholds potentiale og en hel fodboldnations håb er tung at bære, og derfor måtte de store stjerner stå af undervejs.

Jeg vil huske slutrunden for det ekstreme pres, som de allerstørste stjerner er under, og man så undervejs, at den slags også tynger. Neymar blev aldrig forløst og vil huskes mere for sine skuespilspræstationer end fodboldkvaliteter, mens Christian Eriksens formentlig også vil mindes sit brændte straffespark før sit fine mål. Og tiden må vise, om Messi har haft sin sidste chance for at vinde et VM.

Holdspillets storhed

VM-slutrunden var således ikke individualisternes legeplads. Det var derimod en understregning af, at fodbold er et holdspil. Hvor man i klubfodbold har set hold som Barcelona og Real Madrid have stor succes i kraft af deres superstjerner, har landsholdsfodbolden vist, at man kan komme langt med et godt kollektiv, en klar taktik og maser af hårdt arbejde. Alle fire semifinalister var kendetegnet ved det gode, velfungerende holdarbejde, og finalen blev også vundet af det hold, der sprudlede mindst.

Herudover kunne man nævne Sverige som endnu et eksempel på det velfungerende hold, der nåede lang på trods af fraværet af stjerner. Og det åbner jo for den klassiske diskussion: Handler fodbold først og fremmest om at vinde eller om at skabe begejstring og minder i kraft af sin spillestil? Der er fine argumenter for begge dele, men jeg tror, at ”de kedelige franskmænd” havde det sjovest på finaleaftenen.

VAR’s betydning

Når vi skal snakke om årets VM-slutrunde, kommer vi ikke uden om VAR – Video Assistan Referee. I gruppespillet fyldte det enormt meget, og de første uger af turneringen talte vi nærmest mere om dommerkendelser end fodboldspil.

Derfor har det været overraskende at følge knock-out-fasen, hvor der har været meget få VAR-situationer, hvilket tyder på, at man undervejs har justeret brugen af systemet. Denne mangel på konsekvens er mærkværdig. I det hele taget må vi sige, at VAR ikke har givet færre diskussioner om diverse kendelser, og det vidner blot om, at langt de fleste domme i en fodboldkamp er baseret på dommerens skøn. VAR eller ej; diskutable kendelser vil altid være genstand for debat.

De røde korts fravær

Og nu vi er ved dommerne og dommerlinjen ved slutrunden, så er det iøjnefaldende, at der kun er blevet uddelt fire røde kort i løbet af slutrundens 64 kampe. Det er markant; særligt når man sammenligner med tidligere slurunder.

For fire år siden blev der uddelt ti røde kort. I 1990 blev der uddelt 16 røde kort i 60 kampe. Der har været historier fremme om, at dommerne er blevet instrueret i at holde igen med udvisningerne for at bevare den gode stemning omkring kampene, hvilket i min bog er vanvittigt. Det må aldrig gå ud over sportens væsen og regler, at nogen skal hygge sig. I øvrigt er røde kort kun med til at gøre en kamp mere underholdende, synes jeg.

Brokkeriets vanvid

Apropros ”god stemning”: Jeg vil også huske denne slutrunde for de mange brokkerier på og uden for banen. Sjældent har jeg oplevet så meget gestikuleren, brokkeri og pres på dommerne. Der er naturligvis meget på spil ved et VM, og der skal være plads til følelser, men nogle gange har det været utilstedeligt at opleve spillere og hold flippe ud over kendelser, der er gået imod dem. Jeg kigger på jer, Colombia.

Raseriet har smittet af på det sociale medier, hvor der også har været godt gang i brokkeriet og diskussionerne. Desværre har det medført, at nogle personer tror, at de kan tillade sig at skrive hvad som helst uden at tænke på modtageren. Sagerne om dødstrusler mod landsholdsspillere er skammelige.

Folkefestens liv

Heldigvis har der også været plads til begejstring ved dette VM. Masser af begejstring. Og jeg vil huske VM-slutrunden for den folkefest, der har været i mange af de deltagende lande – særligt hos de nationer, der er nået langt ved VM.

Jeg var selv i Rusland i en uge i løbet af slutrunden, og det var glædeligt og livsbekræftende at mærke de mange positive vibrationer. Landsholdsfodbold er samlende på en helt anden måde end klubfodbold, hvor hadet til modstanderen i nogle tilfælde også er en del af spillet. Ved VM har jeg udelukkende oplevet positiv begejstring hos fans, der har været glade for at være en del af en verdensbegivenhed.

Jævnbyrdighedens spænding

I Champions League og de største europæiske ligaer er vi efterhånden vant til at favoritterne vinder. I Spanien, Frankrig, Tyskland og England var den nationale mester i den forgangne sæson fundet mange uger i forvejen, og i Champions League blev kampene først spændende i turneringens sidste to-tre runder.

Sådan har det ikke været ved VM, hvor jævnbyrdigheden og spændingen har været i højsædet. Det giver bare en større ligeværdighed, når holdene er begrænset af kun at vælge spiller med et bestemt pas, og derfor er VM- og landsholdsfodbold et fremragende alternativ til international klubfodbold, der kan være kedeligt at overvære i længden. Som neutral seer er det fede ved fodbold især, at man ikke ved, hvordan kampen ender.

Og under dette VM har der været mange tætte, dramatiske kampe, der først er blevet afgjort til sidst. Hurra for det. Og lad det være en lærdom fra dette VM: 32 nationer er det helt passende antal – flere deltagende hold vil give større spænd i niveauet mellem de bedste og de dårligste, og dermed færre jævnbyrdige kampe. Nej tak til 48 hold.

Målmændenes betydning

Det har fascineret mig, hvordan målmændene har præsteret ved dette VM. Der har været mange store præstationer af de bagerste mænd, som gang på gang har reddet deres nation.

Thibaut Courtois blev kåret til VM’s bedste målmand, men jeg vil også huske Jorden Pickford, Kasper Schmeichel og Danijel Subasic samt flere andre klassekeepere, der har sat et stort aftryk på slutrunden. Straffesparkskonkurrencerne har bidraget til store præstationer mellem stængerne og sikret legendestatus til de spillere, der ellers ofte lever et udsat liv i fodboldens sort-hvide verden.

Danskernes bedrifter

Indrømmet, der er næppe mange russere, schweizere eller tyskere, der er om 30 år vil tænke tilbage på VM i 2018 og huske Danmark. Men det vil vi danskere. For Åge Hareides mandskab skabte det bedste danske slutrunde-resultat i 14 år, hvilket kalder på stor ros. Spillet var ikke det kønneste, men det var en generel slutrundetendens, og når man skal præstere over tre-fire uger, handler det i højere grad om resultater end om pyntegran og nips-ting, der ser pænt ud på kaminhylden.

Ottendedelsfinalen mod Kroatien var tilmed et drama, der vil blive husket i mange år for Kasper Schmeichels straffesparksredninger, og jeg vil påstå, at landsholdsfodbolden har fået et boost herhjemme denne sommer. Landsholdet har i hvert fald vundet nye hjerter, hvilket jeg blandt andet har kunne se i min søns børnehave, hvor børnene nu oftere går i landsholdstrøjer frem for internationale klubtrøjer.

Traditionernes død

Når vi om 30 år ser tilbage på dette VM, kan vi meget vel se tilbage på ”den sidste fede slutrunde”. Det kan i hvert fald blive den sidste, der bliver afviklet på traditionel vis med ét værtsland og 32 deltagere. FIFA er i gang med store planer om udvidelse af VM til 48 hold, og de kommende slutrunder bliver anderledes på alle måder. VM har altid været en sommerbegivenhed, der kom på et belejligt tidspunkt, når fodboldsulten var stor, mens klubturneringerne holdt pause. Ved VM i Qatar i 2022 skal VM holdes i november og december som et irriterende afbræk midt i en sæson.

Hvis VM allerede til den tid kommer til at bestå af 48 hold, kan Saudi-Arabien blive involveret som medvært, hvilket altså vil give en slutrunde med to værtsnationer – hvilket jo ikke giver den samme følelse af, at et land er verdens centrum i en måned på grund af VM. FIFA er godt i gang med at dræbe nogle af fodboldens største traditioner og vigtigste holdepunkter, og jeg frygter, at det vil gå ud over min og andre nørders interesse for det smukke spil og den vidunderlige turnering, som VM kan være. Jeg vil i hvert fald huske VM i 2018 som en slutrunde, jeg nød at følge med i.

Superliga

Mere Superliga

Fokus